Fra 1. oktober 2024 vil Sikkerhedsstyrelsen føre kontrol med, at alle webshops, der sælger tobak, nikotin og/eller alkohol til forbrugere, har et effektivt IT-system til alderskontrol. Systemet skal kunne verificere, om køber er over aldersgrænsen, inden salget gennemføres. En pop-up-boks, der for eksempel spørger, om køber er over 18 år, er ikke længere tilstrækkelig.
I juni vedtog Folketinget et lovforslag, som stiller krav om at alle webshops, der sælger tobak, nikotin og/eller alkohol til forbrugere, skal have et effektivt IT-system til alderskontrol. Kravet træder i kraft d. 1. oktober 2024.
Sælger din webshop tobak, nikotin eller alkohol til forbrugere, og har din webshop stadig blot en pop-up-boks til aldersverificering af køberen, skal du derfor til at tænke i nye løsninger.
– Inden længe er en pop-up-boks, hvor brugeren blot skal trykke ja til, at vedkommende er over henholdsvis 16 eller 18 år, ikke længere tilstrækkelig. For en sådan pop-up-boks kan simpelthen ikke kontrollere effektivt, om køberen bag skærmen reelt kun er 12 år gammel, forklarer Stine Pedersen, kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen.
Derimod skal din webshop fremover have et effektivt IT-system til online alderskontrol. Det betyder, at kunden bag skærmen skal have sin alder verificeret ved køb af alkohol-, nikotin- og/eller tobaksprodukter. Systemet skal altså sikre, at personer under aldersgrænserne ikke kan gennemføre et køb af nogen af disse varer.
Et effektivt IT-system til online alderskontrol kan for eksempel være et system, hvor alder verificeres ved brug af MitID. Det kan også ske ved brugeroprettelse med pas eller anden gyldig legitimation. Der er metodefrihed på området, for at den enkelte webshop selv kan vælge den bedst mulige løsning for, hvordan de fremover vil kontrollere køberens alder på effektiv vis. Kravet til løsningen er blot, at systemet skal kunne bekræfte, at køberen er over den fastsatte aldersgrænse inden salget gennemføres.
– Det er den enkelte webshops ansvar at leve op til det nye krav pr. 1. oktober 2024. Efter denne dato er det ulovligt for en webshop at sælge tobak, nikotin eller alkohol uden at have et effektivt system til online alderskontrol. Så hvis salget skal fortsætte online, er der altså ingen vej udenom kravet, siger Stine Pedersen.
Ligesom i dag bliver det også fremover Sikkerhedsstyrelsen, som skal føre tilsyn med online virksomheders alderskontrol, hvis webshoppen sælger alkohol-, nikotin- og/eller tobaksprodukter. I forbindelse med Sikkerhedsstyrelsens kontrol kan den enkelte webshop blive bedt om at redegøre for og dokumentere, hvordan den valgte metode effektivt verificerer kundens alder inden salget gennemføres.
Det nye krav om et effektivt system til online alderskontrol er ét af de 30 initiativer i den politiske aftale om ”En forebyggelsesplan målrettet børn og unge – tobak, nikotin og alkohol”.
Aftalen om en forebyggelsesplan blev indgået mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Det Konservative Folkeparti og Alternativet den 14. november 2023 og har til formål at nedsætte børn og unges forbrug af tobak, nikotin og alkohol.
Lovens definition på et effektivt alderskontrolsystem
Ifølge loven defineres et alderskontrolsystem som et IT-system, der entydigt bekræfter elektronisk, at forbrugerens alder er inden for aldersgrænsen. Loven hører under Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
Hvornår skal købers alder verificeres?
Det skal verificeres INDEN salget gennemføres. Det vil sige inden eller ved betaling for alkohol-, nikotin og/eller tobaksprodukter skal det verificeres, at købers alder er over aldersgrænsen for det pågældende produkt.
INGEN købere må efter et gennemført køb være under aldersgrænsen for den pågældende vare. Derfor må verificeringen af alder ikke ske på bagkant af købet mellem for eksempel køb og afsendelse eller udlevering af varen.
Eksempler på effektiv alderskontrol online, der overholder det nye krav pr. 1. oktober 2024
Kunden bliver bedt om at verificere sin alder via MitID, som er sat op til at tjekke, om kunden er over eller under aldersgrænsen for det pågældende produkt. Købet kan kun gennemføres, hvis MitID godkender køberen til at være over aldersgrænsen.
Kunden bliver bedt om at bruge pas, kørekort eller anden gyldig legitimation, når kunden opretter en bruger eller profil i webshoppen. Webshoppen skal forholde sig til, om legitimationen fremstår ægte, om alderen på kunden kan fastlægges på baggrund af legitimationen og om legitimationen er gyldig (ikke udløbet).
De nuværende aldersgrænser for alkohol, nikotin og tobak
- Alkohol med mere end 1,2 procent og op til 16,5 procent: Over 16 år
- Alkohol med mere end 16,5 procent: Over 18 år
- Nikotinprodukter: Over 18 år
- Tobaksprodukter: Over 18 år
Bemærk, at aldersgrænserne for salg af alkohol forventes at blive ændret pr. 1. januar 2025. Fra den dato vil man således skulle være 18 år for at købe alkoholholdige drikkevarer med en alkoholvolumenprocent over 6.Det vil fortsat gælde, at der ikke må sælges alkoholholdige drikkevarer med en alkoholvolumenprocent på 1,2 eller derover til personer under 16 år.
Download dokumenter
Informationsbrev til webshops sept. 2024