Nyt stort erhvervsområde i den østlige del af Roskilde. Det oplyser Roskilde Kommune i en pressemeddelelse.
En af de helt reelle problemstillinger som DI-virksomhederne peger på i erhvervsklimaundersøgelsen, er manglen på attraktive erhvervsarealer. Et faktum som både begrænser eksisterende virksomheder i at udvide, ligesom det vanskeliggør tiltrækningen af nye virksomheder. Men nu er der heldigvis godt nyt på vej.
Roskilde Kommune samarbejder i øjeblikket med DI-virksomheden Nymølle Stenindustrier A/S om at udarbejde en lokalplan for et meget stort erhvervsområde i den østlige del af Roskilde (se billede). Lokalplanen forventes færdig i løbet af 2021, og området vil blive udlagt til såkaldt klasse 2-4 virksomheder, hvilket vil sige, at det ikke bliver et område for tung industri.
Det samlede grundareal for hele området er ca. 500.000 m2, og vil blive udviklet i etaper over en årrække. Tager man de optimistiske briller på, vil de første virksomheder kunne begynde at erhverve arealer i området i 2022.
Derudover har Byrådet i den nye kommuneplan 2020 besluttet, at man vil arbejde for at udlægge flere områder til erhverv og skabelsen af arbejdspladser. Områderne skal udvælges i samarbejde – og i koordinering med erhvervslivets behov. Så her er der lagt op til, at DI også inddrages i denne proces.