Virksomheder i Roskilde Kommune skaber nye arbejdspladser
567 nye fuldtidsstillinger alene i 2. kvartal 2015 er en flot stigning i beskæftigelsen, siger borgmester Joy Mogensen.
En kommune med et stærkt og voksende erhvervsliv. Det er det billede, som tegnes i det Vækst Regnskab for Roskilde Kommune, som Væksthus Sjælland netop har udgivet. Rapporten fremviser de nyeste tal der er offentliggjort og giver et indblik i, hvordan den erhvervs- og beskæftigelsesmæssige udvikling har været i Roskilde Kommune i 2. kvartal 2015.
Det glæder borgmester Joy Mogensen, at virksomhederne i Roskilde nu ser ud til at være klar til at ansætte nye medarbejdere. ”Vi ser en flot stigning i beskæftigelsen med 567 nye fuldtidsstillinger i 2. kvartal 2015 alene og selvom der også er kommet nye virksomheder til, så er dette et udtryk for at vores virksomheder har godt gang i deres aktiviteter”, siger borgmester i Roskilde Kommune Joy Mogensen og fortsætter. ”Vi skal derfor fastholde og udvikle vores position, som en kommune der arbejder for at skabe gode rammer for erhvervslivet, herunder sikre virksomhederne den kvalificerede arbejdskraft, som de efterspørger”.
Øget omsætning og eksport
Omsætningen blandt virksomheder med hovedsæde i Roskilde Kommune omsatte i 2. kvartal 2015 for 6,4 mia. kr., hvilket er en stigning på 0,4 mia. kr. i forhold til 1. kvartal 2015. Det er specielt indenfor brancherne bygge/bolig, fødevarer samt øvrige erhverv, som står for hovedparten af omsætningen.
Også eksporten i Roskilde Kommune er igen på vej op efter Takedas udflytning i 2014 og det er især ressourceområderne transport, bygge/bolig og IT/kommunikation, som sørger for væksten her.
Bygge- og boligområdet har oplevet den største vækst og med flere store kommunale anlægsprojekter i støbeskeen, kan vi se frem til at øge beskæftigelsen inden for bygge/boligområdet.
Formanden for udvalget for Vækst, Erhverv og Globalisering, Lars Lindskov (C) er ikke i tvivl om, at de fine tal vil fortsætte. ”Vi har nogle stærke og veldrevne virksomheder her i Roskilde Kommune, hvilket vi ved selvsyn konstaterer på vores udvalgsmøder, som vi afholder ude på virksomhederne. Her kommer vi i dialog med direktionen og deres generelle optimisme igennem 2015, spejler den positive tendens i vækstregnskabet. Når det er sagt, udtrykker både virksomhederne og de erhvervsorganisationer der er repræsenteret i vores udvalg, bekymring over den vigende adgang til kvalificeret arbejdskraft. Netop adgang til denne arbejdskraft, er en forudsætning for at vi kan holde vores vækstkadence, hvilket vil have udvalgets udelte fokus fremadrettet” slutter Lars Lindskov