Lykke Outzen fra Køge, Lasse Buus fra Bjæverskov og Stiig Broby fra Roskilde er på den årlige generalforsamling valgt ind i bestyrelsen for den lokale forsikringsklub i det kundeejede GF Forsikring.
Det er kræfter med en bred vifte af erhvervserfaringer, som træder ind i bestyrelsen i GF Finans og GF Østsjælland, som er navnet på den selvstændige og lokale forsikringsklub under GF Forsikring, der bl.a. dækker Østsjælland, herunder Køge og Roskilde.
Lykke Outzen, 43, er jurist og arbejder i Faxe Kommune. Hun har erfaring som kontorchef fra Beskæftigelsesministeriet og ATP og som kommunalpolitiker i Køge. Hun sidder forvejen i en række bestyrelser i Køge. Lykke bor i Køge og i sin fritid løbetræner hun i Køge Atletik.
Lasse Buus, 72, bor i Bjæverskov og har i sin karriere arbejdet i flere større danske virksomheder primært inden for produktion, forskning og udvikling. Han har gennem tiden været aktiv i lokalmiljøet og har haft forskellige tillidsposter i bl.a. grundejerforeningen og i vindmøllelavet. Han er formand for Bjæverskov Vandværk og medlem af Bjæverskov Nærmiljø, som arbejder for et bedre nærmiljø.
Stiig Broby, 63, har en baggrund i den finansielle sektor og ejer Promentor Group, der beskæftiger sig med bestyrelsesarbejde, rådgivning og ejendomme. I 2010 stiftede han sammen med andre ildsjæle ‘Glade Børn Fonden’, som målrettet arbejder med at glæde andre. I fritiden er det udover en håndfuld børnebørn også veteranbiler, der bruges tid på.
GF Finans og GF Østsjælland har kontorer i hhv. Køge og Roskilde.