”Djalmas Vinbodega er mit bud på en afslappet vinbar, hvor man ikke behøver at vide alt muligt om vin for at få lov at være her. Jeg håber, at gæsterne vil prøve sig lidt frem, skænke selv og bare slappe af med et godt glas vin,” forklarer Thomas Gjørup, som på den nye vinbodega har fået titlen ”kældermester”.

Thomas Gjørup og hans kone Annizette Gjørup ejer sammen Djalmas Vinbodega og bor selv i Roskilde. Parret stod også bag den tidligere Vivino bar, som var en live version af vinappen Vivino, men konceptet blev lidt ”for smart” i forhold til, hvad de egentlig ønskede at skabe:

”Vivino bar blev slet ikke det hyggelige sted, som vi selv ønskede at besøge. Der var simpelthen for meget app, digitalt vinkort m.m. over konceptet. Vores drøm var og er at skabe et lille, lokalt åndehul, der først og fremmest er hyggeligt og afslappet, og hvor de mange gode råvarer, som vi har i Roskilde og omegn får en indtrædende plads,” forklarer Annizette Gjørup.

Rundt om Roskilde

På Djalmas vinhylder er der fyldt op med både europæiske og oversøiske vine til enhver smag – fra det moderne til det ultraklassiske. Og dertil kan man nyde lokale oste, charcuteri, kød, mjød, rom, gin og øl fra oplandet.

Vinbodegaens gæster kan fx købe en charcuteritallerken med navnet ”Rundt om Roskilde” med lokale delikatesser, rillette og pølser fra Gris, Lam & Co og oste fra Copenhagen Goat Milk. Eller man kan nyde en kold fadøl fra Herslev Bryghus, eller en velsmagende cocktail baseret på håndlavet spiritus fra Getspirits Distillery i Roskilde.

”Vi er inspireret af enkelhed, kvalitet og velsmag. Derfor serverer vi simple retter uden krummelurer men med masser af smag og karakter. Og vi ønsker at hylde de bedste lokale, økologiske råvarer fra Roskilde og omegn. Derfor vil vi også afholde en række smageaftener henover efteråret og vinteren, hvor lokale producenter, landmænd, håndværkere og bryggere kigger forbi, og vi kan fremvise alle de gode ting, som Roskilde og omegn har at byde på,” slutter Thomas Gjørup og tilføjer ”selvfølgelig i det omfang Covid-19 restriktionerne tillader det.

Åbningstilbud i hele november:
Når man køber Djalmas charcuteri-tallerken ”Rundt om Roskilde”, pris kr. 175,-, får man et glas gratis vin med.

Fakta
Djalmas Vinbodega ligger i Djalma Lunds Gaard 5A, 4000 Roskilde. Vinbodegaen er ejet af Thomas og Annizette Gjørup.

Djalmas Vinbodega har åbent tirsdag til lørdag fra kl. 11-22 (lukketidspunktet er pga. corona-restriktionerne pt. kl. 22, planen er at holde længere åben, når det igen er muligt.)

Foto: Anders Husa