Roskilde Kommune ønsker en stærk og engageret ungdomskultur. Kommunen mener ikke, den kommer af sig selv. Derfor har Byrådet netop vedtaget en ny Ungepolitik for 2015-17.
Traditionen tro er Ungedagen i Roskilde retningsgivende for ungepolitikken. Det er også tilfældet denne gang. På Ungedagen i april var unge og politikere i dialog om emner, som optager Roskildes unge.
En af de konkrete idéer, som de unge foreslog var skilte til Latinerhaven, der fortæller, hvordan haven kan bruges og historien om, at de unge er med til at skabe haven. Det ønske er et af målene i den nye ungepolitik. Målet realiseres allerede her i september med en Design-Skilte-Workshop for unge og i samarbejde med Makerspace.
Ungepolitikken indeholder dog også en række længere sigtede initiativer, der dels skal sikre et bredere engagement blandt de unge til at tage del og ansvar i Roskilde og dels skal styrke frivillighed og fællesskaber blandt unge og skabe mere liv i byen.
Ungepolitikken er udarbejdet i samspil med såvel Kultur- og Idrætsudvalget som Skole- og Børneudvalget. Begge formænd er glade for resultatet.
– Den allerede stærke ungdomskultur vi har, skal styrkes. Jeg glæder mig derfor over, at et mål i Ungepolitikken er, at Ungedagen skal være et demokratisk laboratorium, hvor der arbejdes med nye måder at inddrage de unge på. Ungedagen er et vigtigt demokratisk forum, hvor de unge kommer til orde sammen med os politikere. Sammen skaber vi de gode rammer for en stærk ungdomskultur i Roskilde Kommune, siger Birgit Pedersen, formand for Kultur- og Idrætsudvalget.
– For unge er det helt afgørende at være en del af et meningsfuldt fællesskab. Men det er ikke alle, der er med. Derfor glæder det mig, at mange unge faktisk er berørt af, at andre unge føler sig ensomme og uden for fællesskabet – og at de gerne vil være med til at opsøge dem. Vi kan støtte de unge ved bl.a. at gøre det mere synligt, hvad vi har af tilbud til dem. Den information skal vi sammen med Ungeudvalget i dialog med andre unge om, der gør en indsats for de ensomme unge Det gør de fx i Ventilen, Headspace, Pulsen og D’Nu klubben, siger Claus Larsen, formand for Skole- og Børneudvalget. Han er glad for, at Ungeudvalget vil arbejde for, at mange flere unge deltager på Ungedagen, og at udvalget vil gøre en indsats for, at flere unge bliver en del af foreningslivet og de gode fællesskaber, siger Claus Larsen, formand for Skole- og Børneudvalget.
Ungeudvalget ser frem til
Som repræsentanter for de unge i Roskilde Kommune spiller Ungeudvalget en vigtig rolle. De er medarrangører af Ungedagen, de er et vigtigt høringsorgan for politikerne og de er afgørende aktører, når de politiske mål skal nås. Et mål i politikken er derfor, at udvalget hele tiden skal være opsøgende og i dialog med de forskellige ungemiljøer, så de ved, hvad der rører sig blandt unge i kommunen.
Daniel Nayberg er selv engageret ung i Roskilde, sidder med i Ungeudvalget og glæder sig over Ungepolitikken.
– For en som mig, der arbejder med ungekultur hver dag, er det rigtig positivt at bo i en kommune, der har visioner for området. Jeg er overbevist om, at hurtigere og mere fleksibel behandling af ansøgninger og projektrådgivning kan gør en forskel, når jeg eller andre unge skal stable arrangementer på benene og ikke nødvendigvis er ude et halvt år i forvejen. Jeg ser frem til en udvikling mod at forankre Ungepolitikken og de processer der omgiver den endnu mere i ungemiljøerne i kommunen, siger Daniel.