En helt ny social profil skal være med til at kaste lys over hjemløse og andre udsatte borgere i Roskilde. Det skal blandt andet bidrage til en bedre dialog omkring de nuværende indsatser på området, oplyser Roskilde Kommune i en pressemeddelelse.

Udsatterådet i Roskilde har længe efterspurgt et overblik over kommunens indsatsområder over for byens udsatte borgere. Særligt de hjemløse lever nemlig ofte et liv under radaren. Derfor har forvaltningen nu samlet helt nye nøgletal på området, der skal være med til at tegne en profil over hjemløse og andre socialt udsatte grupper i Roskilde. Det glæder Gitte Dueholm, der er daglig leder af varmestuen Kafé Klaus og formand for Udsatterådet.

– Der er mange, der tror, at der ikke findes hjemløse i Roskilde. Det passer ikke. De er simpelthen bare svære at spotte, fordi mange af dem lever et meget anonymt liv. Den sociale profil skal både være med til at skabe debat og synliggøre hjemløse og andre udsatte. Det klæder os også bedre på til at hjælpe dem, siger hun og tilføjer, at der er et problem med at tilbyde boliger, der matcher målgruppen.

Der er 6.431 hjemløse fordelt over hele landet. I Roskilde var der 70 i 2019. Sammenlignet med andre kommuner på Sjælland er det under gennemsnittet. Derudover viser tallene, at en stor del af de hjemløse i Roskilde er såkaldte sofasurfere, dvs. unge der sover hos venner og bekendte.

Bedre dialog med byens udsatte
De sociale indsatser og tilbud, som misbrugsbehandling og Makers Corner på Musicon, hvor man deltager i aktiviteter med andre sårbare borgere, spiller en afgørende rolle for de udsattes hverdag. Derfor er det også vigtigt at følge med i behovet for de forskellige tilbud på området, og de penge der bliver brugt, fortæller Bent Jørgensen, formand for Beskæftigelses- og Socialudvalget:

– Den nye sociale profil skal være med til at skabe en ramme, der skal bidrage til en god dialog mellem politikerne og udsatte borgere i Roskilde. Den kan også give en god indikation af, hvad der skal der prioriteres, og hvor der skal sættes ind, siger han og fortsætter.

– Lige nu arbejder vi på, hvordan vi kan hjælpe med overnatning i alternative boliger som f.eks. campingvogne og vinter-shelters. Vi er noget begrænsede af lovgivningen, men vil prøve at udfordre den lidt, og uanset hvad er kommunens medarbejdere i kontakt med de få personer, der overnatter udendørs i Roskilde.

Den nye sociale profil er kortlagt ud fra forskellige nøgletal på området fordelt på ydelser og tilbud, og vedrører roskildeborgere på misbrugsområdet, krisecentre og forsorgshjem. Derudover tager profilen udgangspunkt i socialt udsatte som en samlet gruppe af hjemløse, stof- og alkoholmisbrugere, sindslidende, voldsramte kvinder, prostituerede m.fl.

 

Pressefoto