Med ansættelsen af ny serviceleder styrker elinstallatørvirksomheden Bøttcher Fog A/S virksomhedens eksisterende kompetencer og fokus på erhvervsområdet
Der er sket meget, siden daværende direktør Lars Bøttcher i 1986 etablerede Bøttcher El på Københavnsvej i Roskilde. For et halvt år siden kunne virksomheden fejre 30 års jubilæum med en ny administrerende direktør ved roret, og nu har Bøttcher Fog fået endnu en styrkelse af kompetencerne, der i dag har til huse på Langebjerg i Roskilde.
Med ansættelsen af Lars Karup som ny erfaren serviceleder på erhvervsområdet har elinstallatørvirksomheden imødekommet den store efterspørgsel på kompetente håndværkere.
– Bøttcher Fog har især hen over efteråret og foråret mærket, at der er en stor fremgang på byggeområdet. For at kunne servicere især de stadig flere erhvervskunder har vi derfor valgt at styrke ledelseskontoret med endnu en serviceleder, fortæller administrerende direktør Simon Pedersen, der i slipstrømmen på den nye serviceleder regner med at kunne ansætte så mange elektrikere, at mandskabet bliver tæt på fordoblet.
Skarptskydende serviceleder
Lars Karup kommer direkte fra en tilsvarende stilling som serviceleder. Han startede sin karriere som elektriker og har de seneste 11 år siddet solidt i lederrollen efter at være blevet klædt på af en række lederkurser og anden supplerende uddannelse og opkvalificering.
– Jeg kan se nogle unikke muligheder i Bøttcher Fog. Derfor er jeg stolt af at være en del af teamet og sørge for, at vores kunder altid har adgang til dygtigt mandskab, lyder det fra 47-årige Lars Karup, der privat bor i en landejendom i Gyrstinge ved Ringsted. Her deler han adresse med hustruen Annette samt to sønner, en hund og tre katte med hvert deres opfindsomme navn. Fritiden bliver brugt på jagt i hans beskedne baghave på 11 hektar samt cykling.
Bøttcher Fog betjener både små og store kunder. Porteføljen tæller blandt andet BEC, Vikingeskibsmuseet samt Linderberggruppens mange ejendomme.