Historiker Jeppe Bjørn tiltræder som ny publikumschef. Han vil sørge for at publikum fortsat vil have et levende, engageret og reflekteret møde med den maritime kulturarv, når de besøger Vikingeskibsmuseet i Roskilde.
Når vikingerne rejste mod nye horisonter, så var forberedelserne inden afgang og rejsen til søs mindst lige så vigtig som alt det nye og ukendte man kunne ane i horisonten.
Sådan bliver det også for Vikingeskibsmuseets nye publikumschef Jeppe Bjørn, som kommer til at have fokus på de publikumsoplevelser Vikingeskibsmuseet tilbyder sine gæster i dag, selvom rejsen hen imod et nyt vikingeskibsmuseum er i fuld gang.
”Jeg glæder mig til at træde ind i et hold af dygtige mennesker, hvor jeg kan bidrage til at fortsætte museets udvikling med fokus på levendegørelse af kulturarven – både i de nuværende rammer, og når Nyt Vikingeskibsmuseum åbner om nogle år, ” fortæller Jeppe Bjørn.
Oplevelser, der knytter publikum tættere til fortiden
Frem mod Nyt Vikingeskibsmuseum kan museumsgæster blandt andet få store oplevelser i mødet med de 1000 år gamle originale vikingeskibe i hallen, mærke forbindelsen tilbage i tiden ombord på vikingeskibenes efterkommere, komme i tæt kontakt med de traditionelle maritime håndværk og møde marinarkæologerne, når de arbejder med fund fra havets dyb.
”Jeppe Bjørn kommer med både faglighed, publikumsbevidsthed, ledelseserfaring og stor indsigt i kulturbranchen. Det gør, at vi føler os trygge i, at han holder fokus på alle de fantastiske publikumsoplevelser, som museets gæster kan få allerede i dag og i de næste mange år, mens vi bygger på det nye museum,” fortæller direktør for Vikingeskibsmuseet Tinna Damgård-Sørensen.
Hun påpeger desuden, at det er en stor fordel, at Jeppe Bjørn har erfaring med at formidle faglig viden til et nysgerrigt og videbegærligt publikum, som tidligere publikumschef for Rigsarkivet.
Faglighed ind i publikumsoplevelserne
Kernen i de oplevelser, man i dag kan få på Vikingeskibsmuseet, kredser om vikingetidens fantastiske rejser til søs og de forandringer som skibene bar med sig. Udgangspunktet er selvfølgelig de fem vikingeskibe fra Roskilde Fjord, der sejlede i nationale og internationale farvande for 1000 år siden.
Jeppe Bjørn kommer til at gå til opgaven med en faglig indsigt i maritim historie. Han er nemlig historieuddannet og skrev speciale om skibsbyggeriet på Holmen i København.
”Jeg vender tilbage til udgangspunktet: historie, kulturarv og publikumsudvikling, når jeg starter som ny publikumschef på Vikingeskibsmuseet. Da jeg i sin tid skrev speciale på Københavns Universitet, var emnet skibsbyggeriet på Holmen. Selvom jeg sidenhen har bevæget mig vidt omkring som leder, har jeg altid haft lyst til på et tidspunkt at vende tilbage til skibsbyggeriet og danmarkshistorien,” lyder det fra den nye publikumschef.
Visionen for et Nyt Museum
Selvom det primære fokus kommer til at være på at skabe fantastiske publikumsoplevelser i årene mens det nye museum bliver bygget, så har Jeppe Bjørn også gjort sig tanker om det nye Vikingeskibsmuseum.
”Det bliver fantastisk at være med til at gentænke publikumsoplevelsen på det nye Vikingeskibsmuseum. Om få år vil vi slå dørene op til en helt enestående attraktion, hvor koblingen mellem historie, natur og arkitektur vil skabe en ny forbindelse mellem fortidens maritime kultur og den verden, vi i dag lever i. Det bliver både spændende og spektakulært,’ fortæller han.