Roskilde Bibliotekerne har netop lanceret en ny podcastserie, der sætter spot på litteraturen og de mange koblinger, der er mellem bøgerne og den omkringliggende verden. Forfatteren Jesper Wung-Sung er med i første afsnit.

“Krydsord – litteratur på tværs” er navnet på den nye podcastserie fra Roskilde Bibliotekerne. Den første sæson er skudt i gang, og her dykkes der ned i den biografiske fiktion, når podcasten får besøg af en række litterære gæster, der vil tale om fænomenet “exofiktion”.

Jesper Wung-Sung i studiet
Første afsnit er tilgængeligt nu, og her fortæller den aktuelle og prisvindende forfatter Jesper Wung-Sung om sin nyeste roman Kvinde set fra ryggen, der udkom i marts i år, og som skildrer Vilhelm Hammerhøis hustru Ida Hammershøi. Wung-Sung fortæller blandt andet om, hvordan det er at genskabe en historisk persons liv i en litterær forståelse ud fra ganske få kilder.

Roskilde Bibliotekernes podcast “Krydsord – litteratur på tværs” udkommer den sidste torsdag i hver måned. Du kan finde og abonnere på podcasten i din foretrukne podcastapp eller lytte med på roskildebib.dk/krydsord 

Podcasten er produceret af bibliotekarerne Jan M. Johansen. Gustav Flyvbjerg Maindal og Ulla Hoberg Lyhne.