Projekt S står for selvtillid, selvværd, sundhed og styrke, og siden 2015 har over 2000 børn og unge i alderen 10-16 år fået styrket deres mentale og fysiske muskler i København. Til april slår Projekt S dørene op for en ny afdeling i Algade, hvilket gør det muligt for børn og unge i Roskilde at gå til mental styrketræning som ugentlig fritidsaktivitet.

Den mentale og fysiske træning er faciliteret af frivillige undervisere, der selv har opbygget deres selvtillid og selvværd. Konceptet er skabt af stifterne, Linn Tornholm og Vicky Kornblit, der selv har kæmpet med et lavt selvværd som unge.

“Som ung kæmpede jeg med en hård indre stemme, der i årevis forhindrede mig i at nyde mit liv. Da jeg begyndte at arbejde med min egen personlige udvikling, mærkede jeg hvilke markante ændringer det gav mig, og da vidste jeg at jeg blev nødt til at give det videre. Vi ønsker at være en forebyggende indsats, så børn og unge kan nyde livet til fulde,” siger stifter Vicky Kornblit.

Til fritidsforløbet mødes deltagerne to timer én eftermiddag om ugen. Undervisningen består af en mental og en fysisk time. “At styrke sig selv mentalt handler kort og godt om at tage vare på sig selv, så man opnår en hverdag med mere livstilfredshed, ro, sjov og modstandsdygtighed.

Til Projekt S sætter vi fokus på alt det, der fungerer. Vi går på opdagelse i deltagernes værdier og styrker, så de lærer at tro mere på egne evner og står ved sig selv. Derudover får deltagerne afprøvet en bred palette af fysiske aktiviteter, hvor formålet er at give dem større bevægelsesglæde og flere succesoplevelser,” siger stifter Linn Tornholm.

Projekt S er støttet af Liljeborgfonden og har et tæt samarbejde med Julemærkehjemmet Liljeborg, og derfor er det helt naturligt, at første udvidelse sker i Roskilde. I anledning heraf, inviterer Projekt S alle interesserede og nysgerrige med til deres lanceringsevent på Julemærkehjemmet Liljeborg d. 4. marts i tidsrummet 15.00-16.30.

Fakta:
• Forløbene er opdelt i separate pige- og drengehold med max 15 deltagere pr. forløb. Der er opstart af hold i Roskilde mandag d. 30. marts for piger og d. 1. april for drenge, kl. 16-18 begge dage. Adressen er Algade 64C, 4000 Roskilde.
• PROJEKT S ønsker at være en forebyggende og systemforandrende indsats, hvor det overordnede formål er at skabe bedre vilkår for et styrket mentalt helbred for børn og unge. Organisationen arbejder ud fra FN’s Verdensmål nr. 3.4 ”Sundhed og trivsel”.
• Liljeborgfonden er stiftet af Winnie Liljeborg og støtter udsatte børn, unge og mødre samt kulturelle og almennyttige aktiviteter i Roskilde og omegn.