Danske satiretegnere er mindre frigjorte og farlige end både de selv og den brede offentlighed ofte betragter dem. Det viser en ny ph.d.-afhandling fra Roskilde Universitet.
Satiretegningen er især siden Muhammedkrisen blevet synonym med den danske selvforståelse om, at vi er en nation af nærmest unikt frisindede mennesker, hvor enhver form for humor og satire får forrang for politisk korrekthed. Vi danskere har højt til loftet – måske højere end nogen anden nation, mener man at vide.
Men et kritisk blik på dansk satiretegningstradition tegner et noget anderledes, og måske lidt mindre flatterende, billede, forklarer Hannibal Munk, der netop har færdiggjort sin ph.d.-afhandling ved Roskilde Universitets Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab.
Danske satiretegnere er nemlig, hvis man ser historisk på det, langt mindre frigjorte og “farlige” end både de selv og den brede offentlighed ofte betragter dem. Det viser Hannibal Munks studie af alle danske satiretegninger fra den spæde start på Søren Kierkegaards tid og helt frem til i dag – det største studie af sin art nogensinde i dansk sammenhæng. Årsagen skal findes tilbage i partipressens tid.
“Da satiretegningerne blev en del af dagspressen i 1920’erne, var pressen fuldt integreret i det politiske system, og det kunne man se i tegningerne på den måde, at de blev brugt til at udbrede et partipolitisk budskab, altså som agitation rettet imod politiske modstandere,” forklarer Hannibal Munk og fortsætter med en mere nutidig analyse:
“Det, tegningerne gjorde, og i stor udstrækning stadig gør i dag, er, at man tegner ‘de andre’, og man gør det på en bestemt måde over lang tid, fx Anders Fogh som hulemand i Politiken eller Pia Kjærsgaard som konen i muddergrøften. Det vil sige, at hele partiet får den symbolik på sig via tegningerne,” siger Hannibal Munk.
“Selvom vi ikke længere har partipresse, så er der på aviserne i dag en implicit eller eksplicit forventning om, at man formidler en bestemt grundholdning,” siger Hannibal Munk.
Hør Hannibal Munk fortælle om sin afhandling på RUC’s Youtubekanal.
Selvom dansk presse i dag er langt friere, end den var tidligere, viser Hannibal Munks analyse, at de rodfæstede grundholdninger i pressen stadig er tydelige – og at de i særdeleshed kommer til udtryk i tegningerne:
“Tegnerne prædiker så at sige til koret og leverer i langt højere grad skyts til de holdninger, læserne allerede forventes at have, end de provokerer og tjener som eksponenter for en uhildet og grovkornet ytringsfrihed,” siger historikeren.
Hannibal Munk forsvarede sin ph.d.-afhandling på Roskilde Universitet d. 10. maj 2019.
