roskildeNu starter et forsøg, hvor omkring 250 husstande får udleveret nye affaldsbeholdere og skal sortere deres affald svarende til de sorteringsregler, der træder i kraft for alle Roskildes borgere i 2017.

“I Roskilde Kommune har vi store planer for fremtiden, når det kommer til affald og ressourcer. I oktober måned sidste år vedtog vi en ambitiøs affaldsplan, og i november måned vedtog vi en ny affaldsordning. For at sikre en smidig implementering af den nye affaldsordning gennemfører vi i år en test, hvor en række familier skal hjælpe os med at afprøve forskellige løsninger derhjemme” – siger formand for Klima- og Miljøudvalget Jonas Bejer Paludan, Enhedslisten (Ø).

Det er to boligområder med villaer og rækkehuse i Svogerslev og et boligområde med etageboliger i Hyrdehøj, som er blevet udvalgt, fordi de er repræsentative for store dele af kommunen. Alle tre steder har man tilkendegivet, at man gerne vil deltage i en test. I løbet af de næste to uger deltager de udvalgte familier i informationsmøder, hvor de skal se de nye beholdere og får mulighed for at stille spørgsmål om sortering, placering af beholdere, tømningsfrekvens osv. Møderne afholdes henholdsvis den 8. og 10. marts 2016.

Formålet med testen er at indsamle viden om den logistiske udrulning af beholdere, om formidling af nye sorteringsregler og om dialog mellem bil, beholder, renovatør og kommune, i forhold til dataopsamling.

“Udover målsætningen om 50 % genanvendelse både hjemme og på genbrugspladsen har vi også fokus på affaldsforebyggelse, som miljørigtige indkøb, anvendelse af produkter med lang levetid med videre” – siger Jonas Bejer Paludan.

Testen bliver sat i gang den 4. april og fortsætter til den 1. oktober 2016, hvorefter der bliver evalueret.

Byrådet vedtog i november 2015 en ny affaldsordning, der skal implementeres fra april 2017. Den nye affaldsordning skal sammen med en række andre indsatser medvirke til at nå målet om 50 % genanvendelse ved private husstande i 2024.

Affalds- og ressourceplan 2015-2014 kan ses på www.skidtergodt.dk.