Vindinges borgere får ny og direkte adgang til Hedeland.
Roskilde Kommune har netop anlagt en 600 meter lang ny grussti mellem boligområderne i Vindinge øst og Hedeland Naturpark. Stien starter både ved Havremarken og ved Stenlandsvej og giver boligområderne Østervænget, Hjortlund og Stenlandsvænget en direkte og trafiksikker adgang til Hedeland.
Grusstien, der ender i Jubilæumsalléen i Hedeland, er allerede taget i brug af mange både gående og cyklende. Ridning er ikke tilladt.
Stien indrammer et trekantet areal, der bliver et lille grønt og roligt område, med en beplantning, der kan skabe læ, rum og variation. Tilplantning af arealet vil ske i dialog med naboerne.
Projektet er gjort muligt ved, at en lodsejer har indgået en frivillig aftale med Roskilde Kommune om at sælge jorden til stien.