Torsdag den 30/4 kl. 9.30 skruer formand for Plan- og Teknikudvalget, Daniel Prehn, det sidste skilt op, der giver cyklister lov til at svinge til højre for rødt lys mange flere steder i Roskilde. Markeringen sker i “Spritkrydset” på hjørnet af Sønder Ringvej og Ringstedgade. Det oplyses i en pressemeddelse fra Roskilde Kommune.
Roskilde var den første kommune i Danmark, der lavede forsøg med højresving for rødt for cyklister i signalregulerede kryds. Det gjorde de i tre kryds allerede i 2011 – Algade/Hestetorvet, Kong Valdemarsvej/Algade og Københavnsvej/Ny Østergade.
Forsøget i Roskilde blev evalueret i flere omgange, og indgik i Vejdirektoratets evaluering og beslutning om, at skiltningen i de tre kryds kunne blive permanent i 2017. Samtidig gav i direktoratet lov til, at det i hele landet nu er tilladt at opsætte disse skilte i visse vejkryds.
Cyklister i Roskilde har igennem årene givet tips til hvilke kryds, de ønskede skulle med, og det er i høj grad blevet imødekommet. Nu er der kommet 29 hjørner i i alt 11 nye kryds til listen over steder, hvor højresving for rødt er tilladt.
De nye kryds er:
Holbækvej/Låddenhøj
Holbækvej/Hyrdehøj
Holbækvej/Fælledvej
Spritkrydset (dobbelt kryds)
Sdr. Ringvej/Ved Ringen
Køgevej/Østervang
Køgevej/Sdr. Ringvej/Østre Ringvej
Vindingevej/Bymarken
Københavnsvej/Bymarken
Klosterengen/Byageren
Herregårdsvej/Himmelelv Sognevej
Dermed er det nu muligt at få ekstra medvind på cyklen i i alt 14 kryds i Roskilde samt i et enkelt kryds i Jyllinge ved Værebrovej/Møllevej. Krydset Københavnsvej/Østre Ringvej er en statsvej, og her er det også tilladt at smutte om hjørnerne.
Fakta.
Alle signalregulerede kryds i hele kommunen er blevet screenet i forhold til kravene i lovgivningen. Det er bl.a. et krav, at der er cykelsti i både til- og frafart i de hjørner, hvor man skal svinge til højre for rødt.
Samtidig skal cykelstien have en vis minimumsbredde, så der er plads til at opdele cykelstien i en højresvingsbane og ligeud bane. Derfor er der en række kryds i bymidten, hvor det ikke er muligt at indføre.