Sjællands mest succesfulde virksomhed er nu fundet. Det skete tirsdag formiddag, da Ditlev-Burke Industrial Tools A/S, som fra fabrikken i Asnæs producerer save til ind- og udland, blev kåret som vinder af erhvervsprisen Succesvirksomhed 2022 i Region Sjælland ved et event på Ledreborg Slot.
I løbet af efteråret er 200 succesvirksomheder i Region Sjælland blevet hyldet med statuetter og lykønskninger, og tirsdag den 1. november skulle den absolut bedste erhvervsmæssige succeshistorie i regionen kåres i årets udgave af erhvervsprisen Succesvirksomhed. Det skete ved et event på Ledreborg Slot nær Lejre, hvor de mange succesvirksomheder var samlet for at blive hyldet af hinanden og repræsentanter fra initiativtagerne til prisen – Spar Nord og BDO.
Efter en velkomst fra Spar Nord og BDO indtog årets hovedtaler Claus Meyer scenen og satte ord på, hvad det vil sige at tage sin virksomhed fra spæd start til en succesvirksomhed. Og i umiddelbar forlængelse af det inspirerende oplæg blev sløret løftet for, hvem der kan kalde sig årets succesvirksomhed i Region Sjælland. Og her blev det Asnæs-virksomheden Ditlev-Burke Industrial Tools A/S, som er en af verdens største producenter af save, der løb afsted med den prestigefyldte erhvervspris. – Vi er utrolig stolte over den anerkendelse og det skulderklap, som det er at modtage hovedprisen i Succesvirksomhed 2022.
De seneste år har vi oplevet en markant vækst grundet en kæmpe aktivitet i byggebranchen og blandt private som afledte effekter af Coronapandemien, og her har vi med udgangspunkt i vores strategi – og takket være vores medarbejderes store fleksibilitet – formået at tilpasse os markedet og omsætte det til vækst, siger Camilla Burke Vedsmand, som er administrerende direktør i Ditlev-Burke Industrial Tools, og tilføjer: – En stor del af vores succes bunder i vores strategi om, at vi ikke er bange for at have råvarer på lager, samt at vi køber råvarer fra danske leverandører, når det er muligt. Det er vigtigt for os at bidrage til at fastholde danske arbejdspladser. Når det er muligt, vælger vi dansk – og i de tilfælde, hvor vi ikke kan, samarbejder vi tæt med vesteuropæiske leverandører. Det har blandt andet betydet, at vi ikke har været nær så udfordret på forsyningskæden de sidste år. Det er klart en strategi, vi vil fastholde, og som kan vise sig endnu mere relevant i de usikre tider, vi står overfor.
Det lange seje træk hyldes
Udvælgelsen af de 200 succesvirksomheder i regionen er sket via et pointsystem, hvor virksomhederne har fået tildelt mellem 0 og 20,5 point for deres præstationer inden for en række finansielle parametre de seneste fem regnskabsår – det kræver således en særlig evne at opretholde succes flere år i træk for at komme i betragtning: – Vi stiftede erhvervsprisen Succesvirksomheder for at hylde det lange seje træk. Det er skulderklappet til de mange danske virksomheder, som år efter år formår at levere solide resultater og stabil vækst. Virksomheder, der ikke blot kan levere på den korte bane, men kan holde momentum, går nemlig alt for ofte under radaren, og det vil vi gerne lave om på, lyder det fra bankdirektør Martin Kudsk Rasmussen fra Spar Nord, som suppleres af administrerende direktør Stig Holst Hartwig fra BDO: – Med erhvervsprisen handler det ikke nødvendigvis om skyhøje vækstrater, men derimod om de bundsolide virksomheder, der formår at skabe kontinuerlig vækst og på den måde bidrage til udvikling og vækst i deres lokalområde og derigennem til dansk økonomi som helhed. Det er så at sige hverdagens helte, som er foregangsvirksomheder og en kilde til inspiration for os alle.
Om Succesvirksomhed
2022 Spar Nord og BDO stiftede i 2019 Succesvirksomhed, som er en erhvervspris, der anerkender de danske små og mellemstore virksomheder med mellem 10 og 999 årsværk. Succesvirksomhederne kvalificerer sig på baggrund af antal ansatte og vurderes ud fra performance på følgende parametre: Vækst i resultat før skat de seneste fem år Soliditetsgrad over 20 % i det seneste regnskabsår Vækst i soliditeten målt over de seneste fem år Evnen til at skabe resultater med det givne kapitalgrundlag Virksomhederne bliver for hvert kriterie tildelt point, alt efter hvor godt de klarer sig. Det er det samlede antal point, der afgør, om en virksomhed bliver en del af de i alt 1.000 succesvirksomheder på landsplan. Fonde, finansielle holdingselskaber, udenlandske datterselskaber, pengeinstitutter samt rådgivnings- og revisionsvirksomheder er ikke medtaget blandt de 1.000 succesvirksomheder. Læs mere om ”Succesvirksomhed 2022” her: www.succesvirksomhed.dk F