Det nye p-hus på Sortebrødre Plads bliver efter en indkøringsperiode og dialog med brugerne opdateret med bl.a. bedre skiltning samt forbedring af indkørselsforholdene.
Bag sit bemærkelsesværdige røde ydre med hængende haver er kommunen nu ved at forbedre brugeroplevelsen for bilisterne i p-huset.
– De sidste detaljer var stadig ikke helt på plads, da huset blev indviet. Vi har lært en masse af den kritik, der har været i indkøringsperioden, og nu skal vi gøre p-huset mere brugervenligt. Vi har bl.a. fået rådgivende ingeniører med speciale i parkeringshuse til at se nærmere på, hvad vi yderligere kan gøre for at forbedre forholdene for bilisterne i p-huset, fortæller formand for Plan og Teknikudvalget Tomas Breddam.
Forvaltningen er i dialog med FDM, Vejdirektoratet og egne rådgivere for at få lavet brugervenlige løsninger i hele huset.
Et hav af forbedringer på vej
P-huset på Sortebrødre Plads fået en del kritik efter indvielsen sidste fredag – hvilket bl.a. kan tilskrives utilstrækkelig skiltning. Dette retter kommunen nu op på med en masse forbedringer.
– Vi er i gang med at få sat bedre skiltning op omkring f.eks. udkørsel, elevator, trapper. Indkørselsforholdene til ramperne mellem etagerne vil få optegnet optimale svingbaner, så det bliver mere intuitivt at svinge ind på ramperne i den rette vinkel. Desuden monteres tydelige kantbeskyttere på hjørnerne af betonvæggene ved indkørselsramperne. Endeligt flyttes autoværnet lidt længere ind i p-huset ved indkørslen i gadeplan, så bilisterne får bedre plads til at udnytte svingbanens fulde bredde, siger Tomas Breddam og slutter:
– Vi håber, at vi med de mange kommende justeringer og forbedringer kan gøre billisterne mere trygge ved at køre rundt i p-huset.
Parkeringsvagterne vil ikke gå runder i det nye parkeringshus før efter indkøringsperioden og de nye initiativer er på plads – tidligst 1. oktober 2018. Det bliver meldt ud, når p-huset er i almindelig drift.
Kontaktinformation:
Formand for Plan- og Teknikudvalget Tomas Breddam på tlf. 6063 2326
Henrik Bendix Olsen, Ejendomschef på tlf. 4631 3532
Pressefoto: Roskilde Kommune