En netværksgruppe af medarbejdere fra klubområdet, SSP, Ungdomsskolen, politiet og den opsøgende medarbejder i nord skal fortsætte den forebyggende indsats for børn og unge, når Ungeborgerbutikken i Jyllingecenteret lukker. Det har Skole- og Børneudvalget besluttet som konsekvens af, at der ikke er nok unge, der benytter butikkens tilbud.
– Det tværgående samarbejde, der har drevet butikken, fortsætter. Men vi lægger i stedet kræfterne der, hvor børn og unge i forvejen kommer, fx i klubben og i Ungdomsskolen, siger Claus Larsen, formand for Skole- og Børneudvalget.
Ungeborgerbutikken har delt lokale i Jyllingecenteret med Borgerservice, og målet var nå ud til de sårbare og udsatte unge på en ny og mere tilgængelig måde. Det netværksbaserede samarbejde fortsætter nu med klubområdet i Nord som omdrejningspunkt for nye aktiviteter. Også det opsøgende gadearbejde fortsætter.