NaboKrig er en tankevækkende og vanvittig komedie, der helt igennem er realistisk, i hvert fald for de naboer, der bor på den blinde vej. Man kan måske heller ikke se sig fri for at have hørt, om noget der ligner.
Den pensionerede skoleleder Svend, og hans hustru Irene, har boet i deres rækkehus på den blinde vej i over 30 år. De har gjort den blinde vej til en vej med snorlige hække og velorganiserede haver. Kort sagt alt er perfekt.
En dag flytter der nye naboer ind i huset ved siden af, den alternative behandler Ib, hans clairvoyante kone Zana (tidligere Trine) samt deres hund Charlie.
Som gode, pligtopfyldende naboer møder Svend og Irene op med hjemmelavet æblesnaps, fremstillet af æbler fra eget træ, samt et indrammet eksemplar af ejerforeningens vedtægter. De skåler og ønsker hinanden et godt naboskab.
En række hændelser får dog æblesnapsen, og det gode naboskab til at fryse til is. Zana klipper den snorlige hæk i skellet til en række fabeldyr. Ib bruger haven til alternative nøgenbehandlinger. En længere renovering med larmende polske håndværkere får freden på den blinde vej til at forsvinde. Men dråben, der får tsunamien til at skylle idyllen helt væk, er, da hunden Charlie befrugter Svend og Irenes lille puddel.
Hændelserne bliver starten på en vanvittig nabokrig, der får den israelsk/arabiske konflikt til at virke som et hyggeligt afsnit af ”Den store bagedyst”. I kampens hede glemmer de to naboer at tale sammen og bliver fyldt med hævntørst.
Farshad Kholghi er kendt for sin unikke og energiske fortælleform. Han jonglerer med utallige arketyper fra danskernes hverdag, når han blander humor og alvor. Komedien bliver ledsaget af nykomponeret underlægningsmusik.
Farshad Kholghi er skuespiller, komiker og foredragsholder. Han har medvirket i en lang række teaterstykker, revyer, film og Tv-serier. Øjne udefra: Louise Schouw
Billetter kan købes her eller på tlf. 40 71 11 75