Hvad sker der når den prisbelønnede teatermagiker Giacomo Ravicchio møder Michael Kvium og hans kunst? Med dans, drama, musik og dukketeater skabes en billedrig og grotesk humoristisk forestilling. Kan vi genkende os selv og hinanden?

Oplev FOOLS` PARADISE mandag d. 2. oktober kl. 19.30 i Lynghøj Teatersal.

Pressefoto FOOLS’ PARADISE

FOOLS´ PARADISE er en æstetisk billedrig og humoristisk forestilling, fortalt i en tværkunstnerisk blanding af drama, musikteater, performance og dukketeater for unge og voksne.

Dramatiker og scenograf Giacomo Ravicchio vækker Kviums groteske figurer til live og skaber en hudløst ærlig og tragikomisk karikatur af et samfund, hvor ensomme mennesker hovmodigt fører sig frem med egoisme, selviscenesættelse, grådighed og magtbegær. Ligesom Kviums kunstværker ligner også denne forestilling selve livet. Hjulpet af latteren kan vi frit spejle os i de overdrevne skabninger og deres absurde handlinger, genkende os selv og hinanden i dem og forstå deres angst for at blive oversete og skubbet ud af fællesskabet.

Giacomo Ravicchio gengiver – med teaterscenens utallige virkemidler og skulptørens rumsans – alle de følelser og oplevelser, han selv får, som beskuer af Kviums værker.

”Mit første møde med Michael Kviums kunst fandt sted foran en udstillingsplakat en tilfældig dag for snart 30 år siden, kort efter at jeg var flyttet til Danmark fra Italien. Jeg sagde til mig selv, at hans malerier er så teatralske og hans figurer så dramatiske, at det ville være interessant at prøve at iscenesætte dem. Uden at sige et eneste ord ser Kviums figurer på lærredet altid ud som om, de lige skal til at sige noget væsentligt. For skuespillerne ligger der heri en guldgrube af muligheder og udfordringer” (Giacomo Ravicchio, Meridiano) 

Billetter kan købes på roskildeteater.billetexpressen.dk eller ved indgangen.

Spillested: Lynghøj Teatersal, Lynghøjen 107, Svogerslev, Roskilde
Tidspunkt: Mandag d. 2. oktober 2023 kl. 19.30
Varighed: 75 minutter

Medvirkende: Therese Glahn, Karin Norrinder Pedersen, Ziquer Xavier, Lars Begtrup, Jan Overgaard Mogensen.
Instruktør, dramatiker, forfatter og scenograf: Giacomo Ravicchio
Komponist og lyddesigner: Jérôme Baur
Konsulent: Michael Kvium
Koreografisk konsulent: Jørgen Carlslund
Lysdesigner: Martin Danielsen
Dukkemager: Katrine Karlsen
Kostumer: Karin Ørum
Producent: Co-produktion mellem Meridiano Teatret, Zebu og Operaen i Midten, Elise Műller