Aarhus Teaters Nanna Bøttcher spiller den navnløse kvinde i monologen GIRLS & BOYS indlevende og brutalt. Den anmelderroste forestilling kan opleves torsdag den 23. februar kl. 19.30 i Laboratoriet på Musicon.
Alt virker rigtigt og dragende, når kvinden fortæller om sin stormfulde forelskelse i den mand, hun gifter sig med. Han er handlekraftig med eget firma, og de har fantastisk sex. De bor pænt, snart får de to livlige børn, og kvinden har gang i sin karriere. Altså et lykkeligt ægteskab. Eller rettere: Det ligner et lykkeligt ægteskab. Bag hoveddøren lurer katastrofen.
Med GIRLS & BOYS byder vi på europæisk dramatik fra øverste hylde. Stykket er skrevet af britiske Dennis Kelly, der i starten maler med milde og hverdagsgenkendelige pensler, for så snigende at skubbe os ind i en malstrøm af uhyggeligt mørke. Forestillingen, der trækker tråde til de græske tragedier, er instrueret og oversat af Sigrid Johannesen, som også stod for iscenesættelsen af Tove Ditlevsen-forestillingen Man vokser op i sæson 21/22. Scenografien er skabt af den Reumert-vindende scenograf David Gehrt, der er tidligere huskunstner på Aarhus Teater.
”Monologen Girls & Boys er en af sæsonens uden tvivl stærkeste og mest hudflæsende teateroplevelser … Det er voldsomt, og voldsomt imponerende”
Seks stjerner – mortenbuckhoj.dk
Billetter kan købes på Roskilde Teaters hjemmeside roskildeteater.billetexpressen.dk eller ved indgangen.
Spillested: Laboratoriet, Rabalderstræde 10, Musicon, 4000 Roskilde
Tidspunkt: torsdag d. 23. februar kl. 19.30
Medvirkende: Nanna Bøttcher
Tekst af: Dennis Kelly
Oversættelse og iscenesættelse: Sigrid Johannesen
Scenografi og kostumedesign: David Gehrt
Lysdesign: Anders Kjems
Lyddesign: Kim Engelbredt
Teknisk afvikling: Ise Klysner Kjems
Produktion: Aarhus Teater
Varighed: 1 time 45 min (ingen pause)
Aldersgrænse: +15 år