Et nyt musisk inspiratorium, støtte til KoncertKapellets brugerinddragelse og penge til folkemusikfestivallen Rødder, Fødder og Stemmer, det er nogle af de projekter, som Roskilde Kommune har valgt at støtte med midler fra kommunens musikbypulje.
Roskilde Kommunes musikbypulje har nu været en realitet i otte måneder, og det har mange lokale initiativer haft glæde af. Indtil nu har puljen støttet 13 større og mindre projekter, der alle skal være med til at få musikken til at spille en rolle i flere menneskers liv og som udvikler musiklivet på tværs af Roskilde Kommune.
– Som borgmester og formand for musikbyudvalget er jeg glad for at se, at Musikbypuljen i den grad har fået luft under vingerne. Midlerne gavner både den professionelle musik på vores spillesteder, dem som drømmer sig til orange scene i øvelokalet, og den giver flere muligheder for at undergrundsmiljøerne kan udfolde sig. Puljen gavner alle os der mødes om musikken – om vi så spiller eller lytter, siger borgmester Joy Mogensen.
Over tid har der rejst sig topprofessionelle aktører med frivillighed i deres DNA, som fx Roskilde Musikforening, det regionale spillested Gimle og Schubertselskabet.
-Fælles er, at de alle skaber fantastiske musikoplevelser, samtidigt med de engagerer sig med socialt udsyn, grundlagt på en ideel vision og almennyttigt formål, understreger Michael Pass, Roskilde Kommunes musikbysupervisor.
Den nye musikbypulje på 850.000 kroner skal være med til at sætte barren endnu højere. For planen er, at Roskilde Kommune fortsætter med at være førende på musikområdet. I de nye mål og visioner skal musikken være motor for kultur, dannelse og fællesskaber samt løftestang for vækst og branding i Roskilde Kommune.