Der var utålmodighed blandt løbehjulskørere, BMX’ere og almindelige cyklister bag den røde snor, som formanden for Plan- og Teknikudvalget, Tomas Breddam, skulle klippe i lørdags.
Det skriver Roskilde Kommune til Dit Roskilde.
Alle ville ind og prøve kræfter med den nye stis pumptrackbane og trafiklegeplads. Inden da måtte de lige høre formanden fortælle, at meningen med stien er at få en bedre sammenhæng mellem Musicon og stationen – og resten af byen for gående og cyklister.
Men da snoren endelig blev klippet, var det klart, at meningen med stien også er, at det skal være sjovt at komme til og fra Musicon.
Musiconstien er ikke voldsomt lang – i alt 566 m. fra Gormsvej og Thyrasvej til krydset Sdr. Ringvej / Rabalderstræde.
Men på den korte afstand når stien at lægge op til leg ved at komme forbi en pumptrackbane, en trafiklegeplads og et boldbur. Belysningen er også helt speciel med LED-lys, der skifter efter aktiviteten på banerne.
Den sydligste del af stien kan endnu ikke bruges. Den munder nemlig ud i krydset over Sdr. Ringvej til Musiconområdet, hvor der er ved at blive lavet lysregulering og venstresvingsbane. Så brugerne af stien må lige slå et sving gennem Ringparken, indtil det nye lyskryds er klar til august.
Sidste etape af stien bliver en markering af strækningen fra Gormsvej via Thyrasvej og Knudsvej ud til Køgevej, så det bliver nemt at finde stien, når man kommer fra stationen. Den etape støder til næste år.