Hos Roskilde Museum går de op i at gøre museumsbesøg til en oplevelse for både børn og voksne. Lige nu kan man opleve en særlig børneudstilling i Liebes gård.
Her, midt i den dejlige sommerferie, kan børn i alle aldre slå et smut forbi Roskilde Museum og blive mindet om skolens hverdag. Eller i hvert fald som den var for 100 år siden. Her er skolepulte, forhøjet kateder, anskuelsestavler, spanskrør og det hele. Eller de kan vælge at gå på opdagelse i Roskilde bys silhuetter, køre med biler i et kort over det gamle Roskilde, eller lege at de kører af sted med Odin, det første tog fra København til Roskilde.
Bliver de små poder trætte af selv at lege, kan de tage en tur gennem udstillingsrummet ’Parva Mundi’ (Lille Verden) og se på de fine dukker, hestevogne i miniature og alt det andet velbevarede legetøj fra dengang oldefar og oldemor var børn, eller sætte sig godt til rette i pejsens bløde puder og få en god historie. Et oplagt sted at slutte rundturen med ungerne kunne være værkstedet, hvor børnene selv kan være kreative med udgangspunkt i det de har oplevet.
Her er kort sagt masser af oplevelser at gå ombord i på en god sommerferiedag med mor og far eller måske med bedsteforældrene.
Læs mere om udstillingen på Roskilde Museums hjemmeside.
Dit Roskilde var forbi med kameraet – se billederne her.