Plan- og Teknikudvalget har sagt ja til, at der kan anlægges en bane til fodbold, volley, hockey, basket mv. i Latinerhaven. Det er lige i hjertet af byen bag Roskilde Gymnasium og Byens hus. Banen må bruges af alle, fortæller Roskilde kommune i en pressemeddelelse.
Det er Roskilde Gymnasium, der ønsker at anlægge en idræts-multibane på det nuværende grusareal bag det gamle rådhus. Gymnasiet betaler, og Roskilde Kommune stiller arealet til rådighed i foreløbig 5 år. Derefter kan aftalen opsiges med 12 måneders varsel. Arealet er udlagt til byggefelt, men der er i øjeblikket ikke planer om byggeri på området.
Multibanen bliver 13 x 21 meter og vil kunne rumme forskellige aktiviteter som fodbold, hockey, volleyball, basketball ol. Banen vil kunne bruges af såvel gymnasiets elever som af Roskildes borgere. Den er klar til brug i løbet af efteråret.
”Det er et fint initiativ, som Roskilde Gymnasium her har taget”, siger formand for Plan- og Teknikudvalget, Torben Jørgensen.
”Fra kommunens side støtter vi meget gerne projekter, der er med til at skabe liv i vores byer – også udenfor butikkernes åbningstider”, siger Torben Jørgensen.