Oplev en “live-optagelse” af Tavs Neiiendams berømte og frygtindgydende hørespil MORDETS MELODI. Fire skuespillere! 30 forskellige karakterer! Et isnende stykke lyddramatik – der nu bliver tilsat et væld af lydeffekter, som skabes på den mest finurlige måde.

Pressefoto

Glæd dig til en ganske særlig teateroplevelse, hvor du let kommer til at gyse, men også kommer til at skrige – af grin! Forestillingen præsenteres af Gundsø Teater- og Musikforening og kan opleves på Jyllinge Skole lørdag den 6. april 2024 kl. 16.00.

Forestillingen varer ca. 80 minutter og billetter kan købes på gtm.billetexpressen.dk, på tlf. 40711175 eller mail: billetter@teater-musik.dk

ET VISUELT KRIMINALHØRESPIL
En regnvejrsaften sker der en forbrydelse, som vækker uhygge i den store by. Den gamle marskandiser Sonja Schmidt findes kvalt i sin butik. Kort tid efter sker der en lignende forbrydelse, og ofret er denne gang en letlevende pige – ved navn Sonja. Politikommissæren og overbetjenten forsøger sammen at opklare mordene, og bliver hurtigt forvisset om, at begge mord er begået af samme person! Det er også påfaldende, at begge ofre hedder Sonja – men det mest ejendommelige er dog, at man har hørt en kvindestemme synge en bestemt melodi på nøjagtig det tidspunkt og sted, hvor mordene er blevet begået.

Tavs Neiiendams berømte hørespil skabte gys og rædsel, og endnu mere uhyggeligt blev det, da Bodil Ipsen filmatiserede denne skræmmende historie i 1944. MEN – hvad sker der, når man i 2024 inviterer publikum i salen for at overvære en ”optagelse” af dette hørespil, hvor skuespillerne selv skal lave de mange vigtige, udtryksfulde og ikke mindst uhyggelige lydeffekter? Svaret er – at det kommer der en yderst underholdende og grotesk morsom forestilling ud af!

De fire skuespillere fremfører hørespillet og lægger stemmer til i alt 30 forskellige karakterer, og laver de mange lydeffekter på de mest finurlige måder, som – når man ser, hvordan de laves – bliver hylende morsomt, men når man hører dem, giver det fuldstændig korrekte lydbillede af den handling, der udspiller sig. Publikum kan derfor se frem til en eftermiddag, der bestemt får dem til at gyse, men også får dem til at skrige – af grin!

Medvirkende Susanne Breuning, Line Kruse, Sune Svanekier og Nicolaj Cornelius
Instruktion Jakob Fauerby, Manuskript Tavs Neiiendam, Musikindspilning Kenneth Sichlau
Teknisk afvikling TekTeam, Grafik Weigang Photography
Forestillingen er produceret af Cornelius’ Teaterselskab