Som en del af et landsdækkende initiativ for at få flere mennesker med handicap i arbejde, afholdte Det Regionale Arbejdsmarkedsråd for Sjælland en minikonference i Roskilde Kongrescenter den 5. december.
Der er historisk mange i job i Danmark. Samtidig er manglen på kvalificeret arbejdskraft i disse år en af erhvervslivets største bekymringer. Derudover står mange personer med handicap uden for arbejdsmarkedet. Ifølge tal fra det nationale forsknings- og analysecenter VIVE er det kun en tredjedel af personer med et større selvvurderet handicap, der er i beskæftigelse.
Det skal et landsdækkende initiativ fra Beskæftigelsesministeriet over de kommende tre år være med til at lave om på. Den 5. december afholdte Det Regionale Arbejdsmarkedsråd (RAR) for Sjælland en mini-konference, der indgik i en række af arrangementer i uge 49. Til konferencen var der oplæg fra virksomheder og personer fra lokale jobcentre, som talte om de behov og potentialer, de ser for at få flere personer med handicap i job.
“Vi ser et stort potentiale i at rekruttere personer med handicap, da rigtig mange, som både kan og vil bidrage, står uden for arbejdsmarkedet i dag. Det kan både skyldes barrierer som fordomme og manglende viden. Det vil vi komme til livs med denne indsats, der skal synliggøre de mange muligheder for både virksomheder og personer med handicap,” udtaler formanden for RAR Sjælland Flemming Kronsten.
Om indsatsen
I november 2018 vedtog en bred aftalekreds i Folketinget at afsætte midler til at få flere mennesker med handicap i arbejde gennem 11 konkrete initiativer. Denne indsats dækker over udvalgte af de initiativer og skal inspirere både virksomheder, ansatte på jobcentre og personer med handicap til sammen at skabe en ændring og få flere personer med handicap i arbejde.
Indsatsen hedder “Med eller uden handicap. Danmark har brug for dygtige mennesker”, og indebærer blandt andet lokale og regionale arrangementer, landsdækkende konferencer og kampagneaktivitet fra november 2019 og frem til 2022.