Med en støtte på godt 15,4 millioner kroner fra Nordea-fonden udvikler Eksperimentarium et nyt landsdækkende oplevelsesunivers, der skal styrke 3-6-årige børns lyst til at opleve og beskytte naturen.
Hvert tredje barn har ikke klatret højt i et træ, og hvert andet barn har aldrig fanget en krabbe. En undersøgelse udført for Friluftsrådet i 2022 viser, at mange børn mangler basale naturoplevelser, som at lege og overnatte i naturen og komme helt tæt på dyr og planter.
Det skal projektet ”Venner med Naturen” lave om på. Her vil Eksperimentarium med støtte på 15.475.000 kr. fra Nordea-fonden og i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet udvikle et landsdækkende oplevelsesunivers, som skal styrke 3-6-årige børns naturdannelse.
”Børn har krav på, at vi hjælper dem til oplevelser, der giver dem et personligt forhold til naturen. Det er en vigtig forudsætning for, at de vokser op med en lyst til at forstå og beskytte naturen i dens mangfoldighed,” siger adm. direktør Kim Gladstone Herlev, Experimentarium.
Et landsdækkende tilbud
Oplevelsesuniverset inkluderer en interaktiv udstilling på Experimentarium og på landets biblioteker samt lokalt forankrede aktiviteter, der skal inspirere 3-6-årige børn, forældre og pædagoger over hele landet til at drage sammen på dannelsesrejse i naturen. Det er netop projektets udbredelse til hele landet, der har været en faktor for støtten fra Nordea-fonden.
”Experimentarium har en ambition om at forene leg og læring, når de arbejder med de små børns naturdannelse. Det giver flere lyst til at deltage og være med. Hos Nordea-fonden er vi rigtig glade for at støtte ’Venner med naturen’ – ikke mindst fordi, det bliver et landsdækkende tilbud, der vil kunne opleves på mange forskellige lokationer rundt omkring i landet,” siger uddelingschef Christine Paludan-Müller, Nordea-fonden.
Friluftsrådet, der har mange års erfaring med naturpædagogik for de mindste fra Grønne Spirer, der er en grøn mærkningsordning for daginstitutioner, hjælper med at udvikle de pædagogiske tilbud og aktiviteter på landets biblioteker.
”Vi glæder os rigtig meget til at få naturdannelse ind på landets biblioteker. Vi har gennem 18 års arbejde med Grønne Spirer oplevet, hvor stor en forskel det gør for vores børn, når de kommer mere ud og får et forhold til naturen. De bliver glade og sunde, lærer om dyr og planter og, og de bliver selv bedre til at passe på naturen,” siger direktør Winni Grosbøll, Friluftsrådet.
Projektet forventes lanceret i 2025.