Danmarks Frie Forskningsfond har bevilget midler til 7 nye forskningsprojekter om ensomhed – et af projekterne er fra Roskilde Universitet.

Lektor i sundhed Alexandra Jønsson har modtaget en bevilling fra Danmarks Frie Forskningsfond. Gennem etnografisk feltarbejde skal hun gøre os klogere på ældre borgeres ensomhed. Pressefoto RUC

Hvorfor føler nogle ældre sig ensomme, mens andre i samme situation ikke gør? Og hvad betyder det for vores måde at forstå og forsøge at mindske ensomhed blandt ældre? Det undersøger antropolog og lektor i sundhed Alexandra Jønsson i et nyt forskningsprojekt støttet af Danmarks Frie Forskningsfond.

Gennem etnografisk feltarbejde skal hun undersøge både, hvordan og hvornår man som ældre kan opleve ensomhed og hvordan ansatte i hjemmeplejen forstår, og håndterer ensomhed hos de ældre borgere.

”Ensomhed er en naturlig del af livet, men for nogle kan ensomheden vokse til et overskyggende problem, som påvirker livskvaliteten og helbredet. Vi ved, at risikoen for at føle sig ensom stiger med alderen, men der er brug for, at vi nuancerer forståelsen af ensomheden i aldring. Baseret på min tidligere forskning vil jeg undersøge, om der er risiko for, at vi gør ensomhed til et medicinsk problem – og gør det til et problem blandt nogle ældre borgere, som faktisk ikke selv opfatter det som et problem, men snarere et livsvilkår i aldringen,” siger Alexandra Jønsson.

Resultaterne af forskningsprojektet skal skabe viden, som kan hjælpe med at forbedre fremtidige tilgange til håndtering af ensomhed. Samtidig vil Alexandra Jønsson med projektet gerne bidrage til at sikre, at ressourcerne tildeles de, der har mest brug for dem.

Fakta: 

  • Projekttitel: The Syndemics of Loneliness in Old Age: An Ethnographic Inquiry into Causes and Handling of Feeling Lonely (SOLO)
  • Bevilling: 3.165.120 kr.

Af: Camilla Buchardt, RUC Kommunikation & Presse