Flere milliarder liter rent drikkevand forsvinder hvert år ud af de danske vandværker gennem ødelagte rør. En innovativ vandmåler fra Københavns Universitet, som bruger big data og kunstig intelligens, gør det lettere for vandværkerne at overvåge vandforbruget, opdage lækager og dermed mindske spild af drikkevand i fremtiden.
Spild af drikkevand gennem hullede vandrør kan være svært at opdage. Særligt for godt halvdelen af Danmarks vandforsyninger, som i dag ikke har nogen daglig overvågning af, hvor meget af det vand, de pumper ud, der rent faktisk ender hos forbrugeren. Ifølge Dansk Vand- og Spildevandsforening går otte procent af alt det udpumpede vand fra vandværkerne i Danmark tabt hvert år. Det svarer til ca. 18 milliarder liter drikkevand, som af forskellige årsager forsvinder mellem vandværk og husstand.
Men nu har en gruppe unge iværksættere fra Københavns Universitet opfundet et nyt overvågningssystem til vandværkerne, der ved hjælp af kunstig intelligens og machine learning kan advare vandværket, hvis den udpumpede mængde vand pludselig eksploderer på grund af en lækage.
”Vores intelligente vandmålet har analyseret store mængder vanddata fra tidligere år, og på den måde ved systemet, hvor meget vand der normalt bliver brugt på fx en tirsdag i januar. Afviger den mængde vand, som vandværket pumper ud fra normalen, får de besked om, at der er noget galt og kan tage hånd om problemet,” forklarer Mathias Stephensen, co-founder i virksomheden Sense Analytics, som udspringer fra SCIENCE
Innovation Hub på Københavns Universitet.
Vandforsyning var et år om at opdage ødelagt rør
82 millioner liter rent drikkevand fossede for nylig ud i jorden gennem et ødelagt rør hos en sjællandsk vandforsyning. Der gik bare over et år, før vandforsyningen opdagede, at vandregnskabet ikke stemte. Et eksempel, der langt fra er unikt.
For i dag har ca. 170 større kommunale vandværker og 1500 mindre private vandværker ikke noget intelligent system, der løbende overvåger, hvor meget vand, der pumpes ud fra værket, og hvor meget der forbruges. Og det er netop ved løbende at sammenholde de to tal, at vandværkerne kan få en indikation på, om vandet når frem til forbrugeren, som det skal.
”Men mange af vandforsyningerne har ikke de nødvendige redskaber til at opdage vandspild. De må nøjes med at gøre vandregnskabet op ca. en gang om året og kan risikere, at det først er her, det afsløres, om store vandmængder er går tabt på grund af lækager,” forklarer Mathias Stephensen, der til dagligt studerer økonomi på Københavns Universitet.
Billigere løsning for små vandværker
Omkring 50 procent af de danske kommunale vandforsyninger har dog en smart løsning med fjernaflæste målere, der hele tiden sender data til vandværket om, hvor meget vand, der forbruges. Men løsningen er dyr og kan koste helt op imod 10 – 15 millioner kroner. Og det er mange penge for et lille vandværk, som i sidste ende kan være nødt til at sende regningen videre til forbrugeren.
”Vores løsning er en abonnementsordning, som koster langt under de gængse priser på markedet. Løsningen kører via en webplatform, hvor vandværket kan se deres data. Mængden af vand, som værket pumper ud bliver overvåget, og hvis vi mener, at der er opstået et læk, så sender vi en advarsel til dem,” forklarer Mathias Stephensen.
Sense Analytics har udviklet den intelligent vandovervågning i samarbejde med fem vandforsyninger og den er i fuld drift hos en enkelt forsyning. Sammen med vandforsyningerne arbejder den lille virksomhed i øjeblikket på at gennemprøve og videreudvikle løsningen for at gøre den attraktiv for kunder i udlandet, hvor potentialet er større end i Danmark.
Ekstra info:
I Danmark er der ca. 170 større kommunale vandværker og 1500 private vandværker, som hver dag forsyner dig med rent drikkevand fra vandhanen. Men når et vandrør sprænger og drikkevand fosser ud i jorden, har de dårlige chancer for at opdage det.
Start up virksomheden Sense Analytics har lavet en innovativ vandmåler, som ved hjælp af kunstig intelligens og machine learning forudsiger vandforbruget. Løsningen kan dermed advare vandværkerne, hvis det udpumpede vand ikke stemmer overnes med det beregnede forbrug.
Fra Sorø vandforsyning, hvor løsningen er i drift, har virksomheden trukket data fra 30 observationer i timen fra 2014 og frem til nu for at lære vandforbruget at kende.
På verdensplan er Danmark det land, der har det mindste vandspild. Derfor ligger de helt store muligheder for den lille start up virksomhed ude i verden.
Sense Analytics er startet af de fire økonomistuderende Mathias Stephensen, Jeppe Johansen, Casper Meyer og Jonas Christensen, som er en del af SCIENCE Innovation HUB på Københavns Universitet: https://www.science.ku.dk/science-innovation-hub/
Ifølge FN påvirker vandmangel mere end 40 procent af verdens befolkning https://www.verdensmaalene.dk/maal/6