Roskilde Byråd har sendt sit svar til Hovedstadsregionens planer for grusgravning i de kommende år.
Her var budskabet, at Region Hovedstaden skal påtage sig ansvaret for, at grusgravningen i videst muligt omfang skal ske lokalt fremfor i Roskilde Kommune, som er i dag er hovedleverandør af sten og grus til hovedstadsområdet. Samtidig skal nye graveområder ikke genere kommuner uden for Region Hovedstaden med mere tung trafik.
Nu er Region Sjælland på banen med deres plan, og Klima- og Miljøudvalget har en række indvendinger, som det mener byrådet skal tage med i deres svar til regionen.
“Region Sjælland har i deres nye råstofplan fjernet en række såkaldte “interesseområder” – altså områder, hvor de fremover måske vil grave grus – og det er i og for sig fint. Men de har samtidig foreslået, at udvide grusgravningen med to arealer nord for Stærkendevej i Vindinge og de har udlagt et nyt stort interesseområde i Greve Kommune lige på kommunegrænsen øst for Tjæreby, som kan skabe endnu mere tung trafik i Roskilde Kommune. Hvis vi skal reducere generne for borgerne i de berørte områder, så anbefaler vi, at disse områder ikke udlægges til indvinding af grus”, siger formand for Klima- og Miljøudvalget, Karim Friis Arfaoui.
“Sammen med dette omtaler Region Sjælland, at man kan bruge grusgravene til andre aktiviteter, fx anlæg til behandling af genbrugsmaterialer. De nævner også, at der kan åbnes for, at råstofgrave i visse tilfælde kan få tilkørt materialer fra andre råstofgrave, så kvaliteten af gruset bliver bedre. Ingen af delene synes vi er en god idé, da det vil forlænge levetiden af grusgravene og det vil give endnu mere tung trafik med lastbiler”, siger udvalgsformanden.
Udvalget har også diskuteret, om arealer ved Viby og Svogerslev bør udtages af planen, som ventes endelig vedtaget i foråret 2021.
Roskilde Kommune deltager i at tilrettelægge en råstofkonference den 26. januar 2021 for Folketingets politikere. Fokus er, at få en landsdækkende råstofstrategi, som fordeler byrderne mere ligeligt. Borgmester Tomas Breddam deltager som taler på konferencen.