Plan- og Teknikudvalget har besluttet, at Roskilde Kommune skal gå ind i arbejdet med miljøpåvirkninger af den sidste etape af Frederikssundsmotorvejen. Formålet er blandt andet at miljø og natur påvirkes mindst muligt i Værebro Ådal.

Frederikssundsmotorvejens 3. og sidste etape går fra Tværvej vest for Ballerup til Frederikssund. Projektet igangsættes i 2022, og forud for arbejdet skal VVM-undersøgelsen fra 2002 opdateres af Vejdirektoratet.

VVM-undersøgelsen skal give en samlet vurdering af projektets virkninger på mennesker, natur, miljø og kulturhistoriske forhold.

Foto: Roskilde Kommune

Plan- og Teknikudvalget har nu besluttet, at kommunen skal indgå i en arbejdsgruppe, der skal følge opdateringen af undersøgelsen.

“Linjeføringen af motorvejen ligger fast, men vi har alligevel sagt ja til at deltage i arbejdet med miljøpåvirkningerne. Vi vil blandt andet arbejde på, at få flest mulige støjdæmpende foranstaltninger og sikre opmærksomhed omkring, at miljø og natur påvirkes mindst muligt i Værebro Ådal”, siger formand for Plan- og Teknikudvalget, Daniel Prehn.

“Vi skal også have fokus på, at der tages mest mulig hensyn til de mindre bysamfund og sommerhusområdet ved Østrup Holme, og så skal vi sikre os, at der bliver gode forhold for cyklister, der skal krydse nye tilkørsler mv.”, forklarer Daniel Prehn.

Der kommer nye trafikberegninger i forbindelse med den opdaterede VVM-undersøgelse. Det giver Roskilde Kommune mulighed for selv at vurdere den afledte trafikafvikling på kommunens veje.
Arbejdet med at opdatere VVM-undersøgelsen bliver afsluttet i 2020.

Fakta
Frederikssundmotorvejen består af tre etaper på i alt 34 km, der starter ved Motorring 3 i Rødovre vest for København og slutter i Frederikssund.

​Den 1. etape fra Motorring 3 til Motorring 4 åbnede for trafik i december 2011.

I 2002 blev der udarbejdet en VVM-undersøgelse af etape 2 og 3.

I 2009 vedtog Folketinget en anlægslov for 2. og 3. etape fra Motorring 4 til Frederikssund samt anlæg af Tværvej, som motortrafikvej mellem Kildedalsvej ved Kildedal Station og den eksisterende Frederikssundmotorvej.

2. etape fra Motorring 4 til Tværvej åbnede for trafik i juli 2015.

Linjeføringen for den 3. etape fra Tværvej til Frederikssund ligger fast, og i aftalen om et sammenhængende Danmark, Investeringsplan 2030, fremgår det, at aftaleparterne (Venstre, Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti) er enige om at afsætte 3,431 mio. kr. til at etablere Frederikssundsmotorvejen.