Den sidste klagefrist med opsættende virkning for kystbeskyttelsen i Jyllinge Nordmark er nu udløbet. Projektet er sendt i EU-udbud og den sidste politiske vedtagelse forventes at ske på byrådsmødet den 25. april.
“April 2018 vil jeg huske som tidspunktet, hvor vi endelig gik fra planlægningen og alt det juridiske til at blive konkrete, så vi kan få beskyttet de mange udsatte borgere i Jyllinge Nordmark”, siger borgmester Joy Mogensen.
“Der er gået over 4 år, siden Bodil som den første store stormflod ramte området. Og hver vinter siden har vandet været truende nær på. Derfor er jeg utrolig glad for, at vi endelig ser ud til at være kommet igennem den kæmpe labyrint af love og regler og kan fokusere på at få bygget sikringen mod vandet”, siger Joy Mogensen.
Der er også glæde hos digelaget i Jyllinge Nordmark:
“Folk er enormt lettede. Det er lige før, de står med skovlen i hånden og er klar til at grave. De bliver lidt skuffede, når vi fortæller dem, at vi først lige skal vente på et halvt års EU-udbud, men har forståelse for tidsforløbet. Så helt overordnet er folk jo kisteglade,” siger Philip Lange Møller, der er formand for digelaget i Jyllinge Nordmark og Tangbjerg.
Sikringen mod stormfloder omfatter både diger langs fjorden og Værebro Å og et sluseanlæg ved åen.
Fordi projektet er så stort, skal det i EU-udbud. Et sådant udbud har nogle faser og tidsfrister, der ikke kan forkortes. Der er en såkaldt prækvalifikationsperiode, der udløber i midten af maj.
De firmaer der vurderes at være kvalificeret til denne specielle opgave, regner derefter på tilbud fra midten af maj til den 27. juni. Tilbuddene skal så kontrolleres inden byrådet kan behandle dem på det første møde efter sommerferien.
Samtidig med udbuddet er Roskilde Kommune og digelaget i dialog med grundejere, grundejerforeninger og naboer til digerne. Digerne skal tinglyses på de grunde, hvor de skal anlægges, for at sikre placering og anlæg i fremtiden.
Kommunen har i sin bestræbelse på at fremme projektet hurtigt ikke været opmærksom på en særlig regel om, at vedtagelse af en lokalplan tidligst kan ske 4 uger efter udløbet af indsigelsesfristen. Derfor kommer lokalplanen – uden ændringer – til en ny vedtagelse i byrådet i april måned.
Den sidste klagefrist med opsættende virkning var den 3. april for godkendelse af reguleringsprojektet efter vandløbsloven. Her kom der ingen klager.