Af koordinator Anna Pedersen og sognepræst Ane LaBranche
Covid-19 har ramt os alle, ikke med smitte, men med et liv og en hverdag, som er helt forandret. Det er svært for de fleste og mange betaler en pris med aflyste fester, begrænset bevægelsesfrihed og nye omgangsformer. Hvis man hører til samfundets mere udsatte grupper, kan det være dobbelt svært.
Dette gælder en del af de mennesker, vi i menighedsplejen har kontakt til. Mange, ja de fleste af vores arrangementer har måtte udskydes, aflyses eller holdes på helt andre måder. Sorggrupper, fællesspisning, ferieudflugter og besøgstjenesten blev i foråret aflyst.
Hvor går man hen med sin sorg, når man ikke må gå ud? Hvor møder man andre voksne, når fællesspisning for eneforsørgere er lukket ned? Hvordan giver man sine børn ferieoplevelser, når der ikke er udflugt med menighedsplejen? Hvem taler man med, hvis man er ensom og besøgsvennen ikke må komme på besøg? Hvad gør man så som Menighedspleje for de mennesker, der har brug for hjælp og omsorg, når man ikke længere kan mødes, hverken i små eller store grupper?
Menighedsplejen stod i marts på ubetrådt jord og måtte finde nye veje til de mange, som bruger vores tilbud. I samarbejde med Menighedsplejens bestyrelse og vores projektkoordinatorer fandt vi sammen vej i det nye. Til sognets plejehjem blev der sendt hilsener, så det var muligt for hvert enkelt plejehjem at give beboerne enten en chokolade- eller blomsterhilsen. Til de to krisecentre for kvinder blev der givet mulighed for at gøre lidt ekstra for kvinder og børn. Begge steder valgte en god påskefrokost til beboerne.
Alle besøgsværter, og deltagere i menighedsplejens sorggrupper fik en hilsen enten i form af chokolade eller blomster. Lederen af besøgstjenesten og sorggruppelederne stod desuden til rådighed, hvis deltagere eller frivillige havde brug for en samtale over telefonen.
De faste deltagere i vores fællesspisninger fik mulighed for at hente Take-away først fra Pipers Hus og dernæst fra Gastronetten. Da sommeren kom og man atter kunne bevæge sig ud blev det til et gavekort til Flammen og i august nåede vi lige at mødes om en pølsevogn i Domkirkens gård. Mange besøgsvenner gik i sommeren ture med deres værter, eller mødtes udenfor, sorggrupperne fandt andre måder at mødes på, og nu er de i gang igen i større lokaler, hvor afstand kan holdes. Med ferieudflugterne er det ikke let, det blev til en tur til Sagnlandet i Lejre i sommerferien, men siden har vi måttet aflyse grundet restriktioner.
Der har været stor glæde og taknemmelighed over de forskellige tiltag – og det ville aldrig have kunnet lade sig gøre uden velvilje og gode tilbud fra de lokale restauranter og den store indsats fra vores projektkoordinatorer.
Børn, unge og voksne i sorg var glade for, at de ikke var glemt. Kvinder og børn på krisecentrene var glade for, at der blev hygget lidt ekstra om dem i påsken. Eneforsørgere med børn var glade for en friaften med god mad udefra. Men alle savner vi fællesskabet og håber vi snart kan mødes igen. Det er på ingen måde det samme at få en hilsen eller lidt Take-away, som at mødes ansigt til ansigt og kunne nyde fællesskabet med andre mennesker. Vi håber på bedre tider og nye muligheder for at være sammen igen.
