To forskere fra Journalistik er til RUC’s årsfest blevet honoreret for deres formidlingsindsats med RUC’s forskningsformidlingspris.

Professor Mark Blach-Ørsten (tv.) og studielektor Mads Kæmsgaard Eberholst.

Roskilde Universitets forskningsformidlingspris gives til en RUC-forsker eller en gruppe af RUC-forskere, der har ydet en særlig formidlingsindsats inden for de seneste år.

Prisen gives i år til professor (MSO) i journalistik Mark Blach-Ørsten og studielektor i journalistik Mads Kæmsgaard Eberholst for deres løbende analyse af valgkampen i foråret 2019 –
‘Valgbarometer 2019’. Projektet blev udført i samarbejde med DR og Infomedia og gav forskerne mulighed for løbende at lave analyser af valgkampen baseret på helt friske data og sikre en formidling af resultaterne til en lang række vælgere. Udover at præsentere data via de traditionelle nyhedsmedier lagde forskerne data ud via de sociale medier. Her kunne brugerne selv få adgang til data og bruge dem til egne projekter.

“Det viste sig at være en stor succes,” fortæller Mads Kæmsgaard Eberholst.

“Og at vi nu bliver honoreret med en formidlingspris for projektet er vi selvfølgelig meget glade for, især fordi projektet også var meget interessant at lave. Det er ikke ofte, man som forsker får mulighed for at være med til at præge en aktuel dagsorden på den måde; hvor data bliver genereret, analyseret og udkommer i medierne fra dag til dag,” siger han.

Forskning og formidling mens tingene sker

Kriterierne for prisen er bl.a., at forskningsformidlingen med levende og kreativ kommunikation finder vej til den brede offentlighed uden for universitets- og forskningsverdenen.

Om begrundelsen for at tildele de to medieforskere prisen siger prorektor på RUC og medlem af priskomiteéen Peter Kjær:

“Denne gang hædrer vi to forskere, som har præsteret et kunststykke, nemlig at udføre og formidle forskning ‘in real time’. Mark Blach-Ørsten og Mads Kæmsgaard Eberholsts arbejde med ‘Valgbarometer 2019’ er udtryk for en innovativ tilgang til forskningsformidling, men også for nye teknologiske muligheder i forhold til dataindsamling og dataanalyse. Tit kommer forskningen til at stå for eftertanken, når festen er forbi, så at sige. Mark og Mads tilbyder os et aktuelt forskningsblik, mens tingene sker.”

Mark Blach-Ørsten betoner vigtigheden af som forsker at bidrage til at kvalificere den offentlige debat:

“Det er vigtigt at sætte forskning i spil. I en verden hvor både medier, tænketanke, politikere og andre aktører kæmper om at få taletid i medierne, har vi som forskere en helt særlig forpligtigelse til at være synlige på alle de platforme, som vi kan. Især når der er valg,” siger medieforskeren.

Fakta:
Forskningsformidlingsprisen er på 10.000 kr. og gives til forskningsaktiviteter. Prisen blev uddelt ved universitetets officielle del af årsfesten d. 20. september 2019.