Op mod 180 personer blev i forbindelse med ulovligt gaderæs-arrangement sigtet for overtrædelse af forsamlingsforbuddet i COVID-19-lovgivningen. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.
Midt- og Vestsjællands Politi modtog fredag aften kl. 20.40 flere anmeldelser om et ulovligt gaderæs på parkeringsarealerne ved flere butikker på Industrivej i Roskilde. Mere end 100 bilister og op mod ca. 200 tilskuere skulle der ifølge anmeldelsen være på stedet.
Flere patruljer blev sendt til parkeringsområdet, hvor politiet indledningsvist kunne konstatere, at 150-200 biler var forsamlet i området. Ved politiets ankomst stak flere tilskuere af til fods, heraf nogle i retning mod den nærliggende Holbækmotorvej.
Politiet afspærrede området i fornødent omfang, således at de tilstedeværende personer kunne blive registreret og sigtet for overtrædelse af forsamlingsforbuddet på max. 50 personer ifølge den nu gældende COVID-19-lovgivning.
I alt 180 personer blev sigtet for overtrædelse af forsamlingsforbuddet, og politiet kunne efterfølgende konstatere, at der primært var tale om unge under 25 år og fra stort set alle egne af Sjælland.
– Jeg anser det for at være både ubetænksomt og uansvarligt, når så mange unge mennesker vælger at overtræde det gældende forsamlingsforbud i en tid, hvor myndighederne igen og igen advarer mod smitterisikoen ved større arrangementer. Det virker nærmest absurd, når så mange unge mennesker fra det meste af Sjælland vælger at forsamles, samtidig med at sundhedsmyndighederne opfordrer til at mødes i mindre ”sociale bobler” siger politiinspektør Michael Flemming Rasmussen, Midt- og Vestsjællands Politi, efter aktionen fredag aften.
Ingen blev sigtet for overtrædelse af f.eks. færdselsloven, idet politiet ikke kunne konstatere igangværende kap- eller væddeløbskørsel i området.
Politiet vil også i den kommende tid gribe ind for denne type af spontane forsamlinger, hvor der kan være optræk til kap- og væddeløbskørsel på offentlige vejområder både ud fra et sikkerhedsmæssigt perspektiv i forhold til de tilskuere, der ofte er til stede, og ud fra sundhedsmæssigt synspunkt med den nu gældende COVID-19-lovgivning.
De sigtede fra gårsdagen aktion vil i nærmeste fremtid høre nærmere fra politiet efter overtrædelsen af forsamlingsforbuddet, som straffes med en bøde.