Formanden for Sundheds- og Omsorgsudvalget Morten Gjerskov vil have strammet op, så flere borgere er tilfredse med den mad, de får leveret.
Langt de fleste hjemmeboende borgere er tilfredse med den mad, de får fra kommunens private leverandører. Det viser forårets store undersøgelse af borgernes tilfredshed med hjemmeplejen. Men tilfredsheden med maden lever ikke op til kommunens mål om, at mindst 90 procent af borgerne skal være tilfredse. Undersøgelsen er efterfølgende fulgt op af telefoninterviews med et repræsentativt udsnit af borgerne. På den baggrund vil formanden for Sundheds- og Omsorgsudvalget nu have en dialog med de to leverandører.
– Maden er jo for mange ældre borgere et af dagens højdepunkter. Derfor er jeg meget optaget af, at kvaliteten skal være i orden, og vi skal selvfølgelig lytte til borgernes oplevelse af maden. Langt de fleste er tilfredse, men vi har sat som mål, at ni ud af ti borgere skal være tilfredse, og det må forvaltningen have en dialog med leverandørerne om, hvordan vi når, siger Morten Gjerskov, der er formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget.
Forvaltningen har i juni gennemført telefoninterviews for at komme nærmere på, hvad det er, de hjemmeboende borgere ikke er tilfredse med. Borgerne er blandt andet blevet spurgt om deres tilfredshed med madens smag, konsistens, udseende, udvalg og mængde. I alt er 81 borgere blevet interviewet, og 51 procent af dem får maden leveret fra Den Private Kok, mens 49 procent får mad fra Det Danske Madhus.
Undersøgelsen viser, at flest er tilfredse med maden fra Det Danske Madhus. Den største forskel i tilfredshed mellem de to leverandører vedrører madens konsistens.
– Der er jo forskel på, hvordan vi foretrækker vores mad. Nogle vil fx gerne have gulerødderne mere gennemkogte end andre. Men vi kan i svarene fra borgerne se, at der også er andre faktorer, der spiller ind. Det har stor betydning for borgerne, at der er et bredt udvalg af retter, men ikke alle ved, at de kan vælge mellem flere retter. Det skal vi kommunikere bedre, siger Morten Gjerskov.
Han ser frem til at få leverandørernes svar på, hvad de vil gøre for at imødekomme borgerne, så mindst 90 procent bliver tilfredse med den mad, de får.
Forårets store tilfredshedsundersøgelse omfattede i øvrigt også beboere på plejecentrene, og her er der meget stor tilfredshed med maden, som produceres i kommunens egne køkkener.