Kulturlivet er igen åbnet op, og det betyder samtidig at Teater Lo Specchios faste, månedlige comedy-show er tilbage d. 28. maj. Ved showet kan man opleve både stand-up og impro comedy på byens lokale teater. Flere kendte og etablerede komikere har således gæstet showet i tidens løb, ligesom man også kan få et glimt af nye og lysende talenter på den danske komikerscene – alt sammen til kun 40 kr.

Roskilde Comedy Nights har spillet for fulde sale hver måned siden efteråret 2018. Corona-pandemien satte dog en stopper for showet (ligesom så meget andet) sidste år. Nu kan Teater Lo Specchio så endelig søsætte arrangementet igen.

Publikum skal kunne fremvise en negativ coronatest for at komme ind, samt bære mundbind når de bevæger sig rundt på teatret. Der er ligeledes sat et begrænset antal billetter i salg for at imødekomme de gældende restriktioner for siddende kulturarrangementer.

Roskilde Comedy Nights løber af stablen for 19. gang d. 28. maj kl. 20 og billetter kan købes her: Link