Salget af fyrværkeri er netop gået i gang, og brugen af lovligt og godkendt fyrværkeri kan nemt udvikle sig til en alvorlig sag, hvis fyrværkeriet anvendes forkert. Det oplyses i en pressemeddelelse fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Foto: Anne Beth Witte, Byportalerne.dk

Midt- og Vestsjællands Politi har også i år fokus på både salg og brugen af fyrværkeri i hele politikredsen. Politiets arbejde består af både en forebyggende og præventiv indsats, ligesom tilstedeværelsen med politipatruljer indgår i indsatsen med kontrollen af brugen af fyrværkeri i det offentlige rum.

– Vi har igen i år brugt tid på at være ude hos de ældre skoleelever for at fortælle om farerne ved brug af fyrværkeri og i øvrigt også fortælle om sikkerhedsreglerne i den forbindelse. Også forældrene har et ansvar for unges korrekte brug af fyrværkeri, som jo helst skulle være et festlig indslag i fejringen af nytåret, fortæller vicepolitiinspektør John Jensen fra politikredsens forebyggende afdeling.

Selv om det er lovligt at købe godkendt fyrværkeri fra den 15. december, ser politiet igen i år en tendens til, at nogen ikke kan lade fyrværkeriet være, indtil det lovligt må affyres i perioden den 27. december – 1. januar.

Allerede få dage efter starten med salget af fyrværkeriet har politiet igen i år modtaget flere anmeldelser om affyring af fyrværkeri til ulempe for de omkringboende. Ifølge anmeldelserne kan der være tale om både lovligt fyrværkeri, der anvendes forkert, og ulovligt fyrværkeri som f.eks. kanonslag eller andet sprængfarligt fyrværkeri.

Begge dele er forhold, som politiet tager meget alvorligt, og som kan straffes med mindst en bøde, fortæller fg. vicepolitiinspektør Michael Sehested.

– Vi ser med stor alvor på forkert brug af både lovligt fyrværkeri og især ulovligt fyrværkeri, fordi det kan være farligt både for andre og for den, der affyrer fyrværkeriet. Værre og alvorligere bliver det, hvis fyrværkeriet rettes direkte mod myndighedspersoner som f.eks. brandvæsen, ambulancepersonale og politi eller mod privatpersoner, der færdes i det offentlige rum, siger fg. vicepolitiinspektør Michael Sehested som leder af beredskabet i Midt- og Vestsjællands politikreds.

Midt- og Vestsjællands Politi vil derfor øge patruljeringen omkring nytåret både for at være præventivt til stede så mange steder som muligt, men også for at kunne gribe ind og strafforfølge dem, der bruger fyrværkeri ulovligt.

Folketinget har netop skærpet lovgivningen for angreb med fyrværkeri, der f.eks. rettes mod myndighedspersoner. Straffen er samtidig foreslået øget med en tredjedel i disse situationer, hvilket også gælder angreb med fyrværkeri på tilfældige forbipasserende.

Politiet gør i øvrigt opmærksom på, at festlighederne med fejringen af nytåret også skal ske under overholdelse af de gældende COVID-19-restriktioner.

Læs mere om reglerne om fyrværkeri og få de gode fyrværkeriråd på Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside om fyrværkeri.