Tidligere erhvervskvinde Stine Bosse kommer til byen, når Roskilde Kommune for første gang nogensinde uddeler en såkaldt socialøkonomisk iværksætterpris på 13.000 kr. Prisen går til den iværksætter, der har den bedste idé til en socialøkonomisk virksomhed, og foruden den økonomiske støtte får den heldige modtager også juridisk og strategisk rådgivning.
Uddelingen af prisen sker fredag d. 30. oktober 2015 i Byens Hus, hvor fem udvalgte iværksættere vil få lov til at præsentere deres idéer for publikum. Vinderen bliver den iværksætter, der har det bedste forretningskoncept, som både er økonomisk bæredygtigt og skaber social forandring.
Stine Bosse, der er formand for Rådet for Socialøkonomiske Virksomheder, vil holde et oplæg om socialt iværksætteri og prisuddelingen styres af “multi-innovator” Tim Vang.
Roskilde Kommune har længe haft fokus på socialøkonomiske virksomheder og i januar vedtog Byrådet en socialøkonomisk strategi, der skal gøre det mere attraktivt for iværksættere at etablere socialøkonomiske virksomheder i kommunen.
”Socialøkonomiske virksomheder er vigtige for Roskilde Kommune, fordi de tit har andre måder at løse opgaver på og har talent for at skabe rummelige arbejdspladser, der bygger bro til arbejdsmarkedet for udsatte ledige. Derfor er jeg utrolig glad for, at vi nu med de sociale iværksætterdage og hele to priser sætter ekstra skub i udviklingen af nye socialøkonomiske virksomheder”, fortæller Borgmester Joy Mogensen.
Formand for Beskæftigelse- og Socialudvalget, Bent Jørgensen, siger:
”Der kan være mange grunde til at borgere i Roskilde Kommune kan have svært ved at få en plads på arbejdsmarkedet. Det kan være på grund af sociale problemer – fx misbrug eller hjemløshed – eller fysiske og psykiske handicap. I Roskilde Kommune findes der mange forskellige typer af ledige og nogle har måske nogle fysiske handicap, der gør det svært for dem at varetage et almindeligt arbejde. Men netop socialøkonomiske virksomheder er gode til at se potentialet og udnytte at disse personer stadig har mange ressourcer at bidrage med”.
Udover den store iværksætterpris afholder Roskilde Kommune, i samarbejde med private virksomheder, tre iværksætterdage, hvor alle iværksættere har mulighed for at få professionel rådgivning og sparring omkring deres idéer.
Én af de tre iværksætterdage afholdes i Æblehaven. Her lægges der op til at iværksætterne kommer med idéer, der har fokus på positiv udvikling i de boligsociale områder. På denne dag vil der også være særpris på 5.000, som Boligselskabet Sjælland står bag.
“Vi håber, at endnu flere socialøkonomiske virksomheder får mulighed for at komme i gang. Jeg tror, idéerne er derude, og vi ser et stort behov”, siger direktør i Boligselskabet Sjælland Bo Jørgensen.
Hvis du gerne vil deltage i iværksætterdagene og indstille din ide til den sociale iværksætterpris kan du læse mere her.
Datoer
Iværksætterdagene med rådgivning og sparring til iværksættere:
• Onsdag d. 9. september 2015, kl. 15.30 – 19.30 i Beboerhuset, Æblehaven 82
• Lørdag d. 3. oktober 2015 kl. 9.30 – 16 i Byens Hus
• Mandag d. 19. oktober 2015 kl. 16.00 – 19.00 på INSP
Uddeling af Roskildes sociale iværksætterpris:
• Fredag d. 30. oktober 2015 kl. 14 – 16, Byens Hus
Hvad er en socialøkonomisk virksomhed?
Måske har du købt honning fra Bybi produceret af socialt udsatte, fået serveret din kaffe af psykisk sårbare i Sct. Hans Have eller set et fjernsynsprogram lavet af TVGlad. Dette er alle socialøkonomiske virksomheder, der driver erhverv med det formål at fremme særlige sociale og samfundsgavnlige formål – gennem deres virke og indtjening.
En socialøkonomisk virksomhed bliver ofte grundlagt af iværksættere, der ser et socialt eller samfundsmæssigt problem. De bruger størstedelen af deres indtjening og overskud på at hjælpe både på et menneskeligt og et samfundsmæssigt plan inden for bl.a.
• Sociale forhold og beskæftigelse
• Miljø og sundhed
• Kultur