Præcis klokken 00:01 natten til tirsdag fik de mange ansøgere endelig svar på, om de var kommet ind på deres drømmestudie på Absalon. I år har flere end tidligere søgt ind på en uddannelse som lærer eller sygeplejerske. Det oplyser Absalon i en pressemeddelse.
Hele 2.836 nye studerende starter efter sommerferien på deres drømmestudie på Absalon. Det blev resultatet efter ansøgerne på kvote 1 og kvote 2 klokken 00:01 fik besked om, om deres uddannelsesønske var blevet opfyldt.
Det er en stigning i antallet af studerende på seks procent set i forhold til sidste år: ”Jeg er virkelig glad for, at så mange studerende har valgt at tage deres uddannelse hos Absalon. Nu har vi oplevet et par år med fald, men i år er kurven vendt for stort set samtlige uddannelser. Så at de unge nu igen vælger uddannelsesvejen i stor stil, det er så glædeligt”, siger rektor for Absalon, Camilla Wang.
Læreruddannelsen er populær igen.
Særligt læreruddannelsen har tiltrukket langt flere studerende i år end i de foregående år. I alt er der optaget 338 lærerstuderende, og det er en samlet stigning på 19 procent: “Der har været en periode, hvor det har været svært at tiltrække nok lærerstuderende til uddannelserne. Sidste år oplevede vi et stort fald i Vordingborg, så vi har arbejdet virkelig aktivt for at vende den udvikling netop dér. Der er stor efterspørgsel på lærere både nu og i fremtiden, så derfor er jeg virkelig stolt over, at vi har fået et så stort optag i år”, siger Camilla Wang.
I Roskilde starter 19 procent nye studerende, og i Vordingborg starter hele 25 procent flere studerende i år sammenlignet med sidste år: “Vi fik stort set samme antal ansøgninger i år som sidste år. Men forskellen i år er, at langt flere er kvalificerede til uddannelsen end tidligere. De har enten minimum 7 i snit eller har bestået en optagelsesprøve”, siger Camilla Wang.
Flere søger mod velfærdsuddannelserne.
Udover læreruddannelsen, så er der også stigning i antal studerende til både sygeplejerske-, pædagog- og socialrådgiveruddannelsen. Sygeplejerskeuddannelsen oplever en stigning på 10 procent, hvor pædagoguddannelsen og socialrådgiveruddannelsen stiger med tre procent: ”Vi kunne se det allerede på antallet af ansøgere til vores velfærdsuddannelser, at vi ville opleve en stigning i år. Men det er en vigtig stigning på disse uddannelser, som i de senere år har kæmpet med lidt nedgang. Når vi så samtidig ved, at der er brug for dem i samfundet, så er det virkelig positivt at nedgangen er vendt til fremgang”, siger Camilla Wang.
Sygeplejerskeuddannelsen oplever også en fremgang på stort set samtlige uddannelsessteder. Størst i Roskilde, hvor der er optaget 29 procent flere end sidste år: ”Det er endnu et område, hvor efterspørgslen er særlig stor i vores samfund. I år optager vi flere sygeplejersker end nogensinde før. Hele 660 nye sygeplejerskestuderende, hvilket er 10 procent flere end sidste år. Men vi har stadig ledige pladser, blandt andet i Næstved, så vi er ikke helt i mål endnu”, siger Camilla Wang.
Ingeniøruddannelserne tiltrækker stadig studerende.
Absalon starter i år endnu en ny uddannelse i Kalundborg som diplomingeniør i maskinteknologi: ”Der starter 12 nye studerende på vores nye uddannelse. Vi havde håbet på lidt flere, men vi er tilfredse fordi det er en helt ny uddannelse i et forholdsvis nyt uddannelsessted. Vores diplomingeniøruddannelse i bioteknologi, som kun har få år på bagen, går frem med 22 procent. Så med det i mente, samt udsigten til et helt nyt campus til næste sommer, så ser fremtiden virkelig positiv ud for uddannelserne i Kalundborg”, siger Camilla Wang.
Stadig ledige pladser.
For ansøgere, der ikke kom ind på deres førsteprioritet, er der dog stadig ledige pladser at søge hos Absalon. Det gælder på læreruddannelsen, uddannelsen til diplomingeniør i bioteknologi, diplomingeniør i maskinteknologi samt administrationsbacheloruddannelsen.
Ansøgningsfrist på kvote 2 er den 6. august, og ansøgningsfrist på kvote 1 er den 12. august.
I den anledning holder Absalons campusser i henholdsvis Næstved (administrationsbachelor) Roskilde (lærer), Vordingborg (lærer) og Kalundborg (begge diplomingeniøruddannelser) Åbent Hus mandag den 3. august kl. 17-19, hvor interesserede kan komme forbi og høre nærmere om uddannelserne.