Det nye Kunstens Hus på Kildegården er omtalt som en af verdens bedste bygninger i år i det anderkendte internationale tidsskift Wallpaper.
En af begrundelserne for at medtage bygningen i et fornemt selskab af andre bygninger fra hele verden er ifølge Wallpaper, at: “Kunstens hus er placeret subtilt som et centralt element i et nyt urbant landskab, hvor det præsenterer en nutidig figur af metal, træ og beton. Store åbninger forbinder huset problemfrit med de udendørs arealer i den samlede plan, samtidig med at der er masser af lys indeni”.
Det bliver fremhævet, hvordan den moderne bygning nærmest gemmer sig blandt Kildegårdens gamle kasernebygninger, fordi hele huset er beklædt med lyse, røde aluminiumsplader.
Det er Svendborg arkitekter sammen med landskabsarkitekterne BOGL og ingeniørfirmaerne Regnestuen og Spangenberg & Madsen, som har stået for at redesigne Kildegårdens torv og bygge det nye Kunstens Hus. Byggeriet er støttet af Lokale- og Anlægsfonden.