Børnekulturhuset i Roskilde er blevet forvandlet til et inspirerende børneunivers, der pirrer både nysgerrighed og fantasi. Forvandlingen er muliggjort ved hjælp af støtte fra Realdania, Roskilde Kommune samt Lokale og Anlægsfonden.

Midt på gågaden i Roskilde finder man Kreativt hus for børn. Det er børnenes hus. Her kan de gå på opdagelse i de fire udstillingsrum, lege både ude og inde, spise deres madpakker i kælderen, fortælle historier og sætte fantasien fri ved at lave deres egne medaljer, tegne deres drømme, se kortfilm eller prøve kræfter med de forskellige kreative workshops.

Gennem det seneste år er huset blevet renoveret med støtte fra Realdania, Lokale og Anlægsfonden og Roskilde Kommune. Og nu er det tid til at børnestemmerne igen skal fylde huset.

“Alle børn og unge skal have mulighed for at opleve kunsten og kulturen helt tæt på, så den kan blive en del af deres liv. Med Kreativt hus for børn i Algade giver vi børnene oplevelser, som de kan trække på nu og senere i livet”, siger Tomas Breddam, der er borgmester i Roskilde Kommune.

Formålet med ombygningen har været at skabe rammer – fyldt med gamle og nye historier og kreative muligheder. Indretningen tager både afsæt i det magiske og hjemlige, som huset skaber. Nu er det gamle hus igen klar til at byde børnene indenfor, og den 15. september genåbner børnekulturhuset. Det er Roskilde Bibliotekerne, der har stået for udvikling og drift af huset, siden børnekulturhuset blev etableret tilbage i 2018 med ønske om at skabe en mere levende og dynamisk bymidte i Roskilde Kommune.

Bevaringsværdigt byggeri
Bygningen blev i 1901 opført som bolig for forvalteren af Roskilde Adelige Jomfrukloster og er et markant bevaringsværdigt byggeri med en central placering på byens handelsstrøg, Algade.

“Med Kreativt hus for børn får Roskilde Kommune på rigtig fin vis formidlet en historie og en vigtig del af bygningskulturen i Roskildes bymidte. Dette sker samtidig med, at aktiviteter og indhold i huset aktualiseres for børn og deres forældre, der får rig mulighed for at udfolde sig kreativt i smukke rammer. Jeg er sikker på, at huset kommer til at samle Roskildes borgere på tværs af generationer og styrke fællesskabet i byen,” siger Vera Noldus, der er projektchef i Realdania.

Den gamle forvalterboligs skjulte fortællinger er blevet udfoldet ved hjælp af kunster Signe Kjærs tegninger og installationer, der gør det muligt for børnene at gå på opdagelse, mens de leger og bruger deres fantasi.

Et hus for alle børn
Kreativt hus for børn er blevet ombygget og indrettet med udgangspunkt i universel design med tanken om at inkludere og sikre alle besøgere, børn som voksne, lige adgang og deltagelse i husets aktiviteter. Den nye indretning er udformet med fokus på bedre tilgængelighed, så alle har mulighed for at indtage og blive en del af hele det fantastiske børneunivers, som den tidligere forvalterbolig kommer til at rumme. Målsætningen om inklusion rummer ligeledes et ønske om at skabe et tilbud og mødested til dem, der ikke normalvis søger mod kunst- og kulturaktiviteter.

“Kreativt hus for børn er et stærkt eksempel på et børnekulturhus, der har den sociale bæredygtighed i fokus. Fritidslivet er for alle, men det er langt fra alle, som er en del af fritidslivet. Børnekulturhusets ambition er at være et mødested for alle børn, også børnegrupper vi ikke ser så ofte i kulturtilbuddene,” siger Jon Gerner, direktør i Lokale og Anlægsfonden og fortsætter:

“Hjørnestenen i et godt børnekulturhus er den aktive deltagelse, kreativiteten og børnenes mulighed for at skabe, og så er det vigtigt, at børnene oplever en variation mellem funktioner og aktiviteter, fx små rum til fordybelse og store rum til bevægelse. Det er den slags arkitektoniske greb der gør, at børnene føler sig tilpas i de fysiske rammerne og oplever, at rammerne også har plads til dem,” slutter Jon Gerner.

Efter den gennemgribende renovering af huset og etablering af det nye udeområde kan Kreativt hus for børn danne grundlag for børnenes rejse ind i et magisk og eventyrligt univers. Huset genåbner fredag d. 15. september kl. 13-17, hvor børnekulturformidlerne glæder sig til at byde børnene og deres voksne velkomne igen.
 

Teamet i Algade 31
Pressefoto Børnekulturhuset