KPK Døre og Vinduer er igen i år med som sponsor for både bygningssnedkerne og tømrerne fra Roskilde Tekniske Skole til DM i Skills, der i år løber af stablen i Næstved fra den 4. – 6. april 2019. Sponsoratet er en del af virksomhedens mission om at understøtte det gode, danske håndværk.
Vinduesproducenten KPK Døre og Vinduer har valgt at fortsætte sit sponsorat i forbindelse med DM i Skills, hvor omkring 300 lærlinge og elever fra 43 forskellige fag dyster om at blive danmarksmestre. Sponsoratet dækker igen i år både bygningssnedker- og tømrerfaget, og hos KPK Døre og Vinduer tror man på, at DM i Skills er medvirkede til, at Danmark får endnu flere dygtige håndværkere i fremtiden:
– Vi er glade for endnu en gang at støtte op om det gode, danske håndværk, der netop er så afgørende for en virksomhed som vores, som producerer i Danmark. Det er de unge talenter, der skal bære vores branches fremtid, og vi ser DM i Skills som et godt initiativ, der er med til at motivere og inspirere flere unge til at vælge en håndværksfaglig uddannelse, fortæller KPK Døre og Vinduers salgschef Peter Bechmann.
En af dem, der særligt sætter pris på støtten, er faglærer og talenttræner Peter Hansen. Han er en af ildsjælene bag DM i Skills og har siden 2013 har været med til at udvikle talenter inden for snedkerfaget på Roskilde Tekniske Skole – heriblandt to af dette års deltagere inden for bygningssnedkerfaget Tobias Hansen og Steffen Slott:
– DM i Skills er noget helt særligt, der er med til at gøre en forskel for erhvervsuddannelserne i Danmark. Deltagerne er utroligt ambitiøse og træner fra tidlig morgen til efter fyraften, i weekender og i ferier. Konkurrenceaspektet driver dem, hvilket både er med til at hæve deres eget faglige niveau og forbedre niveauet blandt de øvrige lærlinge på de forskellige uddannelser, siger Peter Hansen og fortsætter:
– Jeg har mødt mange unge, der har haft det svært i skolen, hvor de følte sig usynlige. Til DM i Skills er formålet dog ikke at gå i skole, men at blive dygtigere, og de samme unge mennesker oplever derfor, at de har en styrke i og med, at de er vant til at kæmpe for at opnå resultater og ikke giver op. Konkurrencen bliver således motiverende – også for lærerne, som bliver nødt til at oppe sig yderligere på det faglige niveau.
Udover DM i Skills har KPK Døre og Vinduer desuden været sponsor for flere danske deltagere ved både EuroSkills og WorldSkills, som er henholdsvis europamesterskabet og verdensmesterskabet i de forskellige håndværk på erhvervsuddannelserne.