Roskilde Kommunes Sundheds- og Omsorgsudvalget har netop godkendt konkurrenceprogrammet for det kommende plejecenter i Hyrdehøj.
Plejecenteret udformes og indrettes først og fremmest til ældre borgere med demens og med et stort behov for pleje og omsorg. Dem bliver der i alt 64 plejeboliger til, med adgang til uderum. Plejecenteret udstyres med kendt og afprøvet velfærdsteknologi som f.eks. trådløst kaldeanlæg, loftlifte og skylle-tørre toiletter.
I de op til tre etager skal der være yderligere 30 boliger, der indrettes som 60 værelser med fælles bad for to. Der er hovedsageligt borgere, der skal have styrket funktions niveauet således de igen kan klare sig i deres eget hjem, ofte efter en hospitalsindlæggelse. Derudover etableres 10 boliger til ældre borgere med udviklingshæmning, med egen selvstændig indgang, men med adgang til fællesarealer.
Samtidig etableres faciliteter til træning, cafe og fælles områder, der blandt andet kan bruges til daghjem og i samspil med lokalmiljøet.
Hjemligt og trygt
Boligerne bindes sammen i mindre overskuelige grupper med adgang til fælles arealer, som de deles om.
“Jeg er meget optaget af, at de kommende beboere i det nye plejecenter skal føle sig hjemme. De skal kunne indrette sig, så det føles rigtigt og trygt for dem. Især borgere med demens har brug for trygge rammer, og det bliver der selvfølgelig taget højde for”, siger Morten Gjerskov.
Det hjemlige præg gælder også udenfor, hvor beboerne skal have let og direkte adgang til en have med sanse- og naturoplevelser. I udeområdet skal der desuden være mulighed for køkkenhave, skolehave, orangeri, lysthus samt f.eks. et hønsehus.
Stort produktionskøkken
En del af den hjemlige følelse er maden. Plejecenteret får et stort produktionskøkken, som laver den daglige mad. Og et cafeområde bliver samlingssted for både beboere og andre brugere.
God inddragende proces
Sundheds- og Omsorgsudvalget er styregruppe, som har en følgegruppe med repræsentanter fra Ældrerådet og Handicaprådet i Roskilde Kommune samt repræsentanter fra Alzheimerforeningen og fra University College Sjælland (UCSJ). Der har desuden været afholdt et dialogmøde med repræsentanter for det nye plejecenter om, hvordan det gode naboskab kan udvikles.
“Vi har en god dialog med følgegruppens repræsentanter, og vi har haft en god og inddragende proces både med dem og med naboerne til det kommende plejecenter. Så jeg er sikker på, at vi får et plejecenter, alle bliver glade for”, siger Morten Gjerskov.
Den videre tidsplan frem til udvælgelse af vinderprojektet er, at forvaltningen foretager en prækvalifikation af mulige rådgivere, der kan opfylde betingelserne, og så begynder den egentlige konkurrence, som forventes afsluttet medio 2016.
Selve plejecenteret skal står klar til indflytning ultimo af 2018/primo 2019.