Roskilde Kommune skriver til Region Sjælland, at den ønsker lovgivning, der sikrer dækning for øgede udgifter i forbindelse med transport af grus. Senest har kommunen bevilget 12 mio. kr. til en omfartsvej omkring Tjæreby for at få lastbilerne udenom landsbyen. Det oplyses i en pressemeddelelse.
Roskilde Kommune svarer på det forslag til Råstofplan, som Region Sjælland nu sender i høring.
Selvom Regionens Råstofplan 2016 imødekommer Roskilde Kommune på den måde, at planen kun medtager mindre arealer, som alle ligger i tilknytning til eksisterende graveområder, så er der ifølge formand for Klima- og Miljøudvalget, Jonas Bejer Paludan, stadig plads til forbedringer.
”Vores største anke er, at vi som kommune skal betale for, at vi er hovedleverandør af råstoffer til hele Sjælland. Omkring halvdelen af regionens råstofindvinding foregår faktisk tæt omkring Roskilde by. Hvorfor skal vi som kommune bære byrden i forhold til trafiksikkerhed, støv og støj uden at andre bidrager til at dække vores udgifter?”, spørger Jonas Bejer Paludan.
Roskilde Kommune ønsker samtidig, at udlæg af interesseområder tager større hensyn til, hvor der er private boliger og at grusgrave, der er udtømte, hurtigt bliver lukket, så de kan tages i brug til andre formål.
Her vil kommunen meget nøje følge regionens konkrete arbejde, når Råstofplanen er vedtaget.
”Vi er tilfredse med, at regionen siger, at efterbehandlingen at et område, når grusgravningen er slut, skal understøtte kommunens planlægning for, hvad arealet skal bruges til. Det har vi allerede haft glæde af ved Milen syd for Roskilde Dyrskueplads og ved de nye Lynghøj søer. Vi håber også at kunne omdanne grusgravene ved Vindinge og Øde Hastrup til naturområder, når firmaerne er færdige med at grave,” fortæller udvalgsformanden.
Høringssvaret til Region Sjælland skal behandles endeligt i Roskilde Byråd, inden det sendes af sted.