Borgere, der har fået tilbudt vaccinen, men endnu ikke bestilt tid, bliver ringet op af Roskilde Kommune. Den praksis er nu udbredt til hele Region Sjælland, oplyser Roskilde Kommune i en pressemeddelelse.

Roskildes opsporing udbredt til hele regionen
Siden midten af januar har medarbejdere i Roskilde Kommune ringet borgere op, der har modtaget brev om vaccination, men endnu ikke bestilt tid. Dette for at høre, om der er noget kommunen, kan hjælpe med – og det er der tit.

Det er desværre ofte sådan, at borgere, der ikke har booket tid, oplever, at det er svært at reservere tider på vacciner.dk. Det hjælper kommunens medarbejdere så med. Derfor var også naturligt at Roskilde indgik i pilotprojektet, som en af to kommuner, der sammen med regionen fik til opgave at kontakte borgere, der ikke havde bestilt tid, og booke en tid til dem på stedet, hvis de ønskede det – og der var ledige tider.

Den praksis er nu udbredt til hele regionen og sker i samarbejde med Sundhedsstyrelsen. Lige nu har Roskilde Kommune 160 borgere klar til bookning, og afventer flere vacciner og dermed ledige tider.

Tålmodighed
Vi må endnu engang opfordre til tålmodighed. Når vaccinerne kommer, er vi klar – og forventningen er, at der ankommer en god del vacciner til landet indenfor 14 dage.

Status
• Borgere i plejebolig (målgruppe 1) er færdigvaccineret

• Borgere over 65 år, der får hjemmehjælp og pleje, borgere over 85 år samt personer i særlig risiko (målgruppe 2 + 3 + 5) bliver i disse dage kontaktet af kommunen og regionen i fællesskab, så det sikres, at alle borgere, der ønsker vaccination, også har muligheden for at få booke en tid. Langt hovedparten er allerede vaccineret.

• I omegnen af 90 borgere er udpeget til at blive vaccineret i eget hjem. Det er borgere både fra socialområdet og borgere fra ældreområdet. Roskilde Kommune kontakter dem og udarbejder en køreplan til regionen, som er ansvarlig for at vaccinere borgerne i hjemme. Det vides ikke, hvornår borgerne får besøg af regionen. Det afhænger af kommunernes smittetal.

• Roskilde Kommune har også til opgave at opspore særligt udsatte borgere (målgruppe 5) uden fast bopælsadresse. De skal selvfølgelig også tilbydes vaccine. Det drejer sig om ca. 10 borgere, som kommunen er i gang med at opspore.

Borgere vaccineret på bostedet Lindelunden
På bostedet Lindelunden er alle beboere, der ønskede det, nu blevet vaccineret. Regionen var på besøg mandag 1. marts, og det var en god oplevelse for alle. Det foregik helt roligt i trygge rammer, hvilket uden tvivl har haft betydning for, at det gik så godt. Både sundhedsfaglig og socialfaglig gav det god mening, at regionen kom ud til botilbuddet og vaccinerede borgerne.

De næste, der skal vaccineres, er borgere fra Mariehusene, Blomsterhusene og VIRK. Det vil sandsynligvis ske i uge 11 eller 12.

Borgere, der har fået tilbudt vaccinen, men endnu ikke bestilt tid, bliver ringet op af Roskilde Kommune. Foto: ABW