Fra mandag den 18. maj starter 6.-10 klassetrin gradvis med fysisk skolegang igen efter mere end to måneders fjernundervisning. Det oplyser Roskilde Kommune i en pressemeddelse.
– Der er ingen tvivl om, at både elever og lærere er rigtig glade for, at de nu får lov til at se hinanden igen. Vi har inviteret Unge-byrådet til virtuelt møde, og jeg glæder mig til at høre, hvad der optager de ældste elever og høre deres perspektiv på situationen, siger borgmester Tomas Breddam.
Skolerne er i gang med planlægningen og forvaltningen præsenterer en overordnet plan på et møde for Skole- og Børneudvalget og Økonomiudvalget onsdag den 13. maj. Herefter vil elever og forældre få besked om, hvordan opstarten konkret vil foregå direkte fra deres skole via AULA.
– Ledere og medarbejdere på skolerne har henover bededagsferien målt op og regnet på kvadratmeter og lærerressourcer, så vi kan få kabalen til at gå op. Vi skal jo stadig holde afstand og have en høj hygiejnestandard, og jeg er overbevist om, at man finder gode løsninger på alle skoler – og at eleverne også vil bidrage til, at det bliver godt og trygt for alle at komme tilbage i skole,” siger formand for Skole- og Børneudvalget, Jette Henning.