Når nye statsborgere fremover skal have tildelt deres statsborgerskab, vil det foregå med en ceremoni på rådhuset, hvor borgerne får lejlighed til officielt at hilse på en repræsentant fra kommunen. Ceremonien træder i kraft som følge af en ny lov vedtaget i folketinget sidste år.

En særlig ceremoni skal fremover sætte rammen for uddelingen af danske statsborgerskaber til nye statsborgere i hele landet. I Roskilde kommer ceremonien til at foregå på rådhuset ved, at borgeren underskriver en erklæring og hilser på en kommunal embedsmand med et håndtryk:

– Jeg synes, det er fint, at vi byder nye danske statsborgere velkomne, siger Bent Jørgensen, formand for Beskæftigelses- og Socialudvalget.

Ceremonien er blevet til på baggrund af en ny aftale om indfødsret, som regeringen indgik med Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti den 29. juni 2018. Aftalen forpligter kommunen til at afholde ceremonien for nye statsborgere to gange om året.

FAKTA
– Den første ceremoni blev afholdt af Udlændinge- og Integrationsministeriet i januar 2019, men skal altså fremover foregå i kommunerne.
– Ceremonierne vil blive annonceret på Roskilde Kommunes hjemmeside.

Når nye statsborgere fremover skal have tildelt deres statsborgerskab, vil det foregå med en ceremoni på rådhuset, hvor borgerne får lejlighed til officielt at hilse på en repræsentant fra kommunen. Foto: Roskilde Kommune.