Selv om det alene er regionen, der kan give en ny læge lov til slå sig ned som praktiserende et bestemt sted, kan kommune og lægelaug jo godt udveksle synspunkter og kigge efter egnede lokaler. Det var der enighed om, da lægelauget mødtes med Sundheds- og Omsorgsudvalget.
På det seneste møde i Sundheds- og Omsorgsudvalget deltog praktiserende læge og nyvalgt formand for Lægelauget, de praktiserende lægers organisation, i Roskilde Kommune, Niels Ulrich Holm. Roskilde Kommune har et godt og konstruktivt samarbejde med de praktiserende læger i kommunen, og Niels Ulrich Holm har da også i flere omgange samarbejdet tæt med kommunale folk fra sundheds- og ældreområdet:
– Jeg oplever, vi har et rigtig godt samarbejde med kommunen, bl.a. om plejehjemslægeordningen, men der er bestemt også mulighed for at udvikle et tæt samarbejde på andre områder, blandt andet børn og unges mentale sundhed, som optager begge parter meget, siger Niels Ulrich Holm, formand for Lægelauget i Roskilde Kommune.
Praktiserende læge i Roskilde vest?
Højt på listen står også den fysiske placering af lægepraksisser i Roskilde Kommune. Derfor blev det aftalt at Roskilde Kommune fremover vil orientere lægerne, når der er ledige kommunale lokaler, der planlægges solgt. I første omgang med fokus på Roskilde Vest:
– Nu har udvalget i første omgang bedt forvaltningen undersøge, om der er ledige kommunale lokaler i Roskilde Vest, som kunne bruges til lægehus. Kommunens rolle er selvfølgelig ikke at agere ejendomsmægler, men vi kan godt undersøge forskellige muligheder, og det gør vi nu, siger Morten Gjerskov, Sundheds- og Omsorgsudvalget.
Ifølge lægelaugets formand, Niels Ulrich Holm, er de praktiserende læger generelt set klar til at flytte, så længe de lokaler, de kan flytte til, er bedre, end hvad de kommer fra.
Mange opgaver tilfælles
Placering af lægepraksisser er ikke det eneste emne, lægelaug og kommune har til fælles. Og både Niels Ulrich Holm og Morten Gjerskov glæder sig til at tage fat på listen af fælles opgaver, som blandt andet tæller emner som:
Børn og unges mentale sundhed
Plejecenterlægeordningen
Placering af lægepraksisser i kommunen
Elektronisk kommunikation med bl.a. sundhedspleje og jobcenter
Dosisdispensering (medicin som er pakket i doser til den enkelte borger)